Denne kronik er bragt i Jyllandsposten 25.12.2018

Det går godt i Danmark. Økonomien er sund, beskæftigelsen høj, og arbejdsløsheden historisk lav. Når bølgerne går højt, taler vi tilmed om et samfund i balance. Et samfund, hvor mulighederne for at udleve sine drømme er større end nogensinde før. Et samfund, hvor alle, som vil bidrage til fællesskabet, kan blive en del af det. Et lige samfund med høj sammenhængskraft.

Men sådan er virkeligheden ikke for alle. Ikke alle danskere har fået del i fremgangen. Mens de rigeste 10 pct. af befolkningen i gennemsnit har fået 65.000 kr. mere mellem hænderne om året siden 2010, så er det tilsvarende beløb for de 40 pct. fattigste blot 3.000 kr. Så ja, velstanden i Danmark er samlet set stigende, men det er forskellen i velstand mellem top og bund desværre også.

Det er ikke bare en udvikling, der er drevet af, at de høje herrer på direktionsgangene pludselig tror, at de er blevet meget mere værd. Det er stærkt understøttet af et politisk fokus på at uddele gaver i toppen af samfundet og pisk i bunden. Regeringen og Dansk Folkeparti har ikke ligget på den lade side i forhold til at gøre livet surt for samfundets svageste. Antallet af børn, som lever under fattigdomsgrænsen i Danmark, steg med mere end 10.000 alene i 2016, hvor kontanthjælpsloftet blev indført. Det tal vil stige yderligere de kommende år, hvis vi ikke gør noget.

Lizettes Side

Dialog og skarpe meninger

Se flere blog-indlæg fra FH’s formand Lizette Risgaard

Flere fattige børn i Danmark – er det virkelig en udvikling, vi ønsker? Det mener jeg ikke. Vi ved, at blot ét år i fattigdom som barn har langvarige, målbare konsekvenser, både hvad angår uddannelse, beskæftigelse og indkomst og f.eks. psykisk velbefindende. Hverken når det handler om solidaritet, sammenhængskraft eller samfundsøkonomi, er børnefattigdom en god forretning.

At antallet af fattige i Danmark er steget, er sørgeligt i sig selv, men udviklingen er sket i en periode, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har brugt milliarder på skattelettelser, sænket afgifterne på Porschen og reduceret bo- og gaveafgiften for familieejede virksomheder. Det tyder på, at regeringen og Dansk Folkeparti bevidst går efter at skabe større ulighed. Men den voksende ulighed skaber en ubalance, som truer samfundets sammenhængskraft. Vi skal have vendt denne udvikling, hvis vi fortsat vil have et Danmark med lige muligheder for alle.

Udviklingen skal vendes nu, og derfor foreslår LO et ”ulighedsstop”. Vi har først og fremmest brug for et opgør med den voksende økonomiske ulighed, men også social ulighed i uddannelse, sundhed og levealder skal prioriteres højt på den politiske dagsorden.

Selv om nogle vil hævde, at alle har lige muligheder for uddannelse i Danmark, så er vejen op ad den sociale rangstige bare væsentlig mere snørklet, hvis man kommer fra en ufaglært familie

LIZETTE RISGAARD

Et opgør med den stigende ulighed kræver et opgør med hele grundtanken bag de senere års politiske prioriteringer. For en politisk prioritering, hvor der skæres i velfærden for at få råd til skattelettelser, rammer den danske befolkning ikke blot skævt – men dobbelt skævt. For mens den del af befolkningen med de højeste indkomster får mere gavn af skattelettelserne end de lavest lønnede, så straffes sidstnævnte gruppe også relativt hårdere, når sociale ydelser og serviceydelser forringes. Det gælder både, når dagpengene udhules, når kontanthjælpen beskæres, når kvaliteten i folkeskolen falder, og når ventelisterne på hospitalerne vokser. Det er samfundets fattigste og dem, som har mest brug for velfærden, som betaler prisen for gildet i overklassen.

For selv om nogle vil hævde, at alle har lige muligheder for uddannelse i Danmark, så er vejen op ad den sociale rangstige bare væsentlig mere snørklet, hvis man kommer fra en ufaglært familie. Den sociale arv lever stadig i bedste velgående i Danmark. Og når vi sparer på folkeskolen og i uddannelsessystemet over en bred kam for at kunne finansiere skattelettelser for de rigeste, så øger vi den sociale arv i stedet for at reducere den. Og vi ved det jo godt – politikerne ved det godt – de veluddannedes børn skal nok klare sig på trods af besparelserne. Det er børn med en svag hjemmebaggrund, som betaler prisen.

Hvis 15-20 pct. af en ungdomsårgang også i fremtiden står uden anden uddannelse end folkeskolen, vil mange i denne uddannelsesmæssige restgruppe komme i klemme. De skal nemlig begå sig på et arbejdsmarked, hvor kvalifikationskravene stiger, og hvor der vil være stadig færre af den type job, der ikke stiller særlige uddannelsesmæssige krav.

Dertil kommer, at den kortest uddannede fjerdedel af befolkningen i snit lever fem år kortere end den længst uddannede fjerdedel af befolkningen. De kortest uddannede har oftere job med dårligere fysisk og psykisk arbejdsmiljø og nedslides derfor oftere, inden de når pensionsalderen. Resultatet bliver, at foruden uligheden i reelle leveår, så er der også ulighed i antallet af gode leveår. Det vidner ikke om et samfund i balance. Vi skal derfor skride til handling nu. Jeg tror på, at udviklingen kan vendes, hvis vi står sammen og gør det rigtigt.

I LO er vi klar over, at ulighed udvikles i et samspil mellem en række forskellige forhold, som er umulige at adskille. Derfor har vi heller ikke en gylden opskrift på, hvordan vi som samfund bedst kommer uligheden til livs. Men ét er sikkert – uden vilje kommer vi ingen vegne. Jeg foreslår, at vi starter med at kigge på fire centrale ingredienser.

Lizette Risgaard:

“Afstanden mellem rig og fattig er blevet for stor”

Læs interview med FH-formand Lizette Risgaard på jp.dk

Den første ingrediens er uddannelse. De senere års besparelser på uddannelse skal erstattes af investeringer. Vi ved, at kvaliteten af elevernes viden og færdigheder i de unge år er helt afgørende. Folkeskolen skal tilføres tilstrækkelige ressourcer til at løfte alle elever – også dem, som kræver særlig støtte. Forholdene på især erhvervsskolerne skal forbedres. Der skal sikres praktikpladser til alle, og markant flere unge og voksne ufaglærte skal motiveres til at tage en faglært uddannelse. Vi skal med andre ord investere massivt i uddannelse af høj kvalitet på alle niveauer.

Den anden ingrediens, som skal sikre et ulighedsstop, er målrettede arbejdsmiljøindsatser. Trods ambitiøse mål for arbejdsmiljøet frem mod 2020 går det den forkerte vej med både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, og den negative udvikling har været størst inden for de – i forvejen mest – belastede brancher. Det er ikke godt nok. Skal udviklingen vendes, er der brug for et stærkt og effektivt arbejdstilsyn og flere målrettede indsatser i belastede brancher.

Den tredje ingrediens omfatter et solidt og værdigt sikkerhedsnet for de lønmodtagere, som i kortere eller længere perioder er forhindret i at bidrage til fællesskabet. Fattigdom, mistro og eksklusion hjælper ingen tilbage til arbejdsmarkedet, men forstærker den sociale ulighed. Udhulingen af dagpengene må ophøre, social dumping skal bekæmpes, førtidspension skal være en reel mulighed for dem, som er for syge til at arbejde, og ydelser, der bidrager til fattigdom snarere end til at få folk ind på arbejdsmarkedet, skal afskaffes.

Den sidste ingrediens gælder et mere ligestillet og mangfoldigt arbejdsmarked. I Danmark er normen, at både kvinder og mænd deltager på arbejdsmarkedet. Der er dog stadig en række ligestillingsmæssige ubalancer på arbejdsmarkedet, som er til skade for den enkelte og for samfundet. Det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem er et af de mest kønsopdelte i verden, hvilket medvirker til fortsat uligeløn mellem kvinder og mænd og en begrænset mobilitet på tværs af sektorer og fag.

Jeg tror på, at uligheden kan bremses – ja tilmed mindskes – hvis vi følger opskriften nøje og omhyggeligt afstemmer ingredienserne. De seneste år har jo vist, at man hurtigt kan skabe mere ulighed. Jeg synes, at vi lige så hurtigt skal lukke det hul igen. Men det kræver en fælles indsats nu.

I LO foreslår vi, at skattestoppet lægges endeligt i graven og erstattes med et ulighedsstop. Det skal fungere som en garanti til danskerne for, at uligheden ikke stiger yderligere. Så hvis politikerne vedtager tiltag, der øger uligheden, skal de også vedtage tiltag, der reducerer uligheden tilsvarende. Ulighedsstoppet vil altså modvirke alle politiske påvirkninger af uligheden – og vil på sigt give mindre ulighed.

En vigtig forudsætning for ulighedsstoppet er, at der bliver nedsat en ulighedskommission. Ulighedskommissionen får til opgave at belyse udviklingen i ulighed bredt set, vurdere konsekvenserne af ulighed og komme med konkrete forslag til, hvordan man kan mindske uligheden. Så ulighed er højt på politikernes dagsorden, og de får nye forslag til, hvordan ulighedsstoppet kan gennemføres i praksis.

Vi skylder hinanden at passe på det Danmark, som vi kender. Et Danmark, som hviler på et fundament af solidaritet, fællesskab og værdighed. Et Danmark, hvor lighed er en værdi i sig selv. Et Danmark i balance.

Et ulighedsstop er første skridt på vejen.