Virkeligheden følger ikke et budgetår.

Et barn kan pludselig få brug for ekstra støtte. En medarbejder kan blive langtidssyg. Og på socialområdet kan få borgere med omfattende behov flytte udgifterne markant.

Men kommunernes økonomi skal hvert år passe ind i faste rammer.

Ser vi på budgetloven, viser VIVEs rapport tydelige tegn på, at man fik sat bardunerne for stramt

Nanna Højlund

Det spænd mellem virkelighed og regneark var omdrejningspunktet, da FH sammen med FOA og en række andre fagforbund inviterede til webinar om budgetlovens betydning for kommunerne.

Nanna Højlund: Bardunerne blev spændt for stramt

FH’s næstformand Nanna Højlund åbnede webinaret med at slå fast, at økonomistyring i sidste ende handler om den velfærd, borgerne møder.

VIVEs analyse viser, at budgetloven har gjort kommunerne bedre til at overholde deres budgetter. Men den peger også på mindre økonomisk handlerum og større forsigtighed.

Se webinar: Budgetlovens betydning i kommunerne

– Ser vi på budgetloven, viser VIVEs rapport tydelige tegn på, at man fik sat bardunerne for stramt, da man indførte loven. […] Når man lægger tallene sammen for alle årene, svarer det til omkring 40 mia. kr., der var afsat til velfærd i kommunerne, men som ikke er blevet brugt. Som ikke har gavnet syge og ældre. Som ikke har gavnet børn og unges start på livet, sagde Nanna Højlund.

Siden sanktionerne blev indført i 2011, er årene med kommunale budgetoverskridelser blevet afløst af år med underforbrug.

VIVE: Kommunerne har flere ønsker til justeringer

På webinaret fremhævede projektchef Niels Jørgen Mau Pedersen fra VIVE et interessant resultat.

Kommunerne ønsker ikke entydigt budgetloven afskaffet. Der er omtrent lige mange, der ser en afskaffelse som en forbedring, som der ser den som en forværring.

Til gengæld er der stor opbakning til konkrete justeringer. Det gælder især et mere flerårigt perspektiv, eksempelvis gennem bedre muligheder for at overføre under- og overskud mellem årene.

Der er også opbakning til at se på, om bestemte udgifter kan behandles anderledes. Det kan eksempelvis gælde sociale investeringer eller udgifter der er særligt svære at styre.

Samtidig ligger Danmark i den europæiske top hvad angår offentlige finanser, og har er et af de OECD-lande, der anvender flest styringsmidler i den kommunale økonomi.

– Kunne man forestille sig […], når vi har Europas stærkeste offentlige finanser, at se på nogle lempelser uden det hele bryder sammen, sagde Niels Jørgen Mau Pedersen.

Hvordan ændringer konkret skal skrues sammen, kræver ifølge VIVE grundige overvejelser.

Når virkeligheden ikke passer til regnearket

Tre kommunale ledere gjorde på webinaret problemerne konkrete.

Pernille Dam Marcussen leder fem daginstitutioner i Herning Kommune. Her kan børn med særlige behov pludselig ændre institutionens økonomiske behov. Hun efterlyste blandt andet mulighed for at overføre mindst fem procent af under- og overskud mellem årene.

I Skive Kommune oplever Dorthe Goul Pedersen, der leder et sundhedscenter, hvordan uforudsete udgifter til eksempelvis sygdom, barsel eller træningsudstyr der går i stykker kan presse økonomien. Mulighed for opsparing gør det lettere at håndtere udgifterne uden at skulle skære i personalet. Dorthe fremhævede også, at flerårige budgetter vil give bedre mulighed for at fordele større investeringer ud over flere år.

Og på det specialiserede voksensocialområde i Kalundborg Kommune beskrev Lars Aarøe Hansen, hvordan ganske få borgere kan give store udsving i økonomien. Her kan et flerårigt perspektiv både give mere fleksibilitet og gøre det lettere at investere i sociale indsatser, hvor gevinsten først viser sig flere år senere.

Fælles for eksemplerne er, at behovene kan ændre sig hurtigt, mens økonomistyringen i høj grad følger kalenderåret.

FH: Mere plads til langsigtet velfærd

For FH handler det ikke om at slippe den økonomiske styring.

Men kommunerne skal have bedre mulighed for at tænke langsigtet, håndtere uforudsete udgifter og investere i velfærd, hvor resultaterne først viser sig senere.

FH mener derfor, at der er behov for et mere flerårigt perspektiv i kommunernes økonomi.

Samtidig er budgetloven kun én del af billedet. FH vil også fortsætte de seneste tre års sporskifte med bedre økonomiaftaler. Og ser positivt på, at regeringen har ambitioner om en reform af det kommunale udligningssystem for at give kommunerne mere ensartede muligheder for at levere velfærd.

Timingen for at diskutere budgetloven er god. Regeringen har tilkendegivet ambitioner om større økonomisk frihed til kommunerne og om at undersøge mulighederne for flerårige økonomiaftaler.

FOA’s næstformand Thomas Enghausen rundede webinaret af med at føre diskussionen tilbage til det vigtigste:

– I alt det her teknik er det en vigtig pointe, at bagved excelarkene og styringen er der mennesker, der har brug for en ordentlig velfærd og omsorg.