Europa risikerer at begå den samme fejl igen: Vi strammer finanspolitikken for tidligt

Alt for ofte bliver den økonomiske politik tilrettelagt uden tilstrækkeligt blik for almindelige lønmodtagere og for de helt grundlæggende sammenhænge i økonomien.

Det er ikke nogen ny diskussion for os. Som cheføkonomer i de nordiske fagbevægelser mødes vi jævnligt for at drøfte de fælles økonomiske udfordringer i vores lande. Og lige nu er Finland et eksempel, som resten af Europa bør holde nøje øje med.

Den finske regering har gennemført omfattende stramninger med det erklærede mål at styrke beskæftigelsen og forbedre de offentlige finanser. Men de forventede positive effekter er udeblevet.

Tværtimod er arbejdsmarkedet blevet svækket. Ledigheden i Finland er blandt de højeste i både EU og OECD. Samtidig lader forbedringen af de offentlige finanser vente på sig.

Regeringen har sænket skatterne for virksomheder og de højeste indkomster, samtidig med at den har gennemført reformer, der svækker lønmodtagernes position på arbejdsmarkedet og reducerer den sociale tryghed.

Det bør give anledning til eftertanke langt ud over Finlands grænser.

Efterspørgslen betyder noget

Europa risikerer at gentage en velkendt fejl: at stramme finanspolitikken for tidligt.

Fordelingen af indkomster har betydning for aktiviteten i økonomien. Lønmodtagere og husholdninger med lavere indkomster bruger typisk en større del af deres indkomst på forbrug. Personer med høje indkomster sparer derimod en større del af den sidst tjente krone op.

Når indkomster flyttes fra almindelige lønmodtagere til de højeste indkomster, kan det derfor dæmpe den samlede efterspørgsel og dermed den økonomiske aktivitet.

Det gælder især i en situation med høj ledighed og få ledige job. Her er det begrænset, hvor meget man kan øge beskæftigelsen ved alene at ændre incitamenterne for den enkelte ledige. Der skal også være job at få.

Sunde offentlige finanser kræver derfor, at den økonomiske politik tager højde for konjunkturerne.

Der er tegn på, at de seneste års inflationspres kan være på vej ned. Det betyder, at pengepolitikken ikke længere behøver at dæmpe efterspørgslen i samme grad som tidligere. Tværtimod er den allerede blevet lempet. Det er værd at huske, at en stor del af inflationen blev udløst af globale stød til blandt andet energipriserne – herunder Ruslands lukning af Nord Stream – som ligger uden for centralbankernes kontrol.

I den situation bør finanspolitikken som minimum undgå at gøre ondt værre.

En dårlig handel

Den økonomiske effekt af finanspolitiske stramninger afhænger af, hvornår de gennemføres.

Når økonomien er i fremgang, kan den private efterspørgsel lettere absorbere offentlige besparelser eller skattestigninger. Men når efterspørgslen allerede er svag, kan konsekvenserne blive langt større.

Det skyldes de såkaldte finanspolitiske multiplikatorer: En offentlig besparelse påvirker ikke kun den konkrete udgift, der bliver skåret væk. Den påvirker også indkomster, forbrug og aktivitet andre steder i økonomien. Forskningen peger på, at disse effekter typisk er større under økonomiske tilbageslag end under højkonjunkturer.

Hvis finanspolitikken ikke tager højde for konjunkturerne, risikerer resultatet derfor at blive lavere levestandard, højere arbejdsløshed og en svagere økonomi – uden at de offentlige finanser nødvendigvis bliver styrket tilsvarende.

Det er en dårlig handel.

De seneste års inflationschok har allerede reduceret den del af den økonomiske fremgang, der går til lønmodtagerne, mens en større del er tilfaldet virksomhedernes overskud og kapitalejere i en række europæiske økonomier. Fortsætter den udvikling, risikerer vi samtidig at svække den sociale kontrakt, som vores samfund bygger på.

Lønmodtagerne er fundamentet

En stabil lønandel handler ikke kun om retfærdighed. Den er også vigtig for at sikre en tilstrækkelig bred fordeling af indkomsterne til at understøtte efterspørgslen i økonomien.

En økonomi for alle kan ikke bygges på økonomisk politik alene. Den kræver stærke arbejdsmarkedsinstitutioner og stærke lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer.

De nordiske lande og resten af Europa bør derfor fortsat udvikle institutioner, der understøtter gode arbejdsvilkår, organisering og kollektive forhandlinger. Det er en del af fundamentet under den nordiske økonomiske model – en model, som gennem årtier har gjort vores lande til nogle af verdens mest velstående og velfungerende samfund.

Erfaringerne fra Norden viser, at stærke institutioner og en koordineret økonomisk politik kan skabe både vækst, stabilitet og en mere lige fordeling.

Men selv stærke institutioner kommer under pres, hvis den makroøkonomiske politik trækker i den modsatte retning.

De nordiske lande har lært betydningen af finanspolitisk ansvarlighed. Den lære skal vi holde fast i.

Men vi må genlære en anden og lige så vigtig lektie: Efterspørgsel, beskæftigelse og social sammenhængskraft er ikke sekundære hensyn.

De er selve fundamentet for en holdbar økonomisk vækst.