Når en social – og sundhedsassistent i Holstebro og en direktør i Hellerup optager samme realkreditlån med samme belåningsgrad, betaler de som udgangspunkt samme pris i det samme institut.
Prisen afhænger ikke af postnummer eller indkomst.
Det er et solidarisk princip, vi kan være stolte af. Og det har haft stor betydning for lønmodtagere og sammenhængskraften i hele Danmark. Realkreditten har gjort det muligt for almindelige familier at låne til en bolig på gennemskuelige vilkår.
Det danske realkreditsystem har mere end 200 års historie bag sig.
Efter Københavns brand i 1795 var behovet for penge til genopbygning enormt. To år senere blev Danmarks første realkreditinstitut oprettet. Systemet udviklede sig med en enkel og stærk tanke: Risikoen skulle løftes i fællesskab, og lån med sikkerhed i boliger skulle finansieres gennem obligationer.
Det blev begyndelsen på et unikt system, som vækker international anerkendelse og har sikret stabil boligfinansiering gennem kriser og økonomiske skift.
Men nu sker der noget på markedet for boliglån, som vi bør interessere os langt mere for.
Bankernes prioritetslån som alternativ til realkreditlån fylder stadig mere. Ifølge Finanstilsynet steg de fra godt seks procent af de nye boligudlån i 2020 og 2021 til 18 procent i efteråret 2025. Og mange banker melder om store stigninger i aktiviteten i år. Udviklingen går altså hurtigt.
Prioritetslån er en gamechanger
Prioritetslån adskiller sig fra realkreditlån på flere punkter. Pris og vilkår fastsættes individuelt i banken. Det betyder, at nogle kunder kan forhandle sig til en god pris, mens andre betaler mere. Vilkårene kan være sværere at gennemskue.
Det betyder ikke, at prioritetslån nødvendigvis er dårlige.
For den enkelte boligejer kan de give fleksibilitet og være den billigste løsning. Realkredit er ikke nødvendigvis bedst for alle, og konkurrence mellem lånemuligheder kan gavne forbrugerne.
Jeg vil ikke gøre mig til ekspert i, hvilket lån den enkelte familie bør vælge. Det afhænger af økonomi, bolig og behov. Men jeg er optaget af, hvad udviklingen kan betyde for os alle sammen og for sammenhængskraften i Danmark på længere sigt.
Kan svække realkredit
Der findes ikke samlede tal for, hvem der optager prioritetslån. Men flere mindre banker fortæller, at det især er kunder med høje indkomster, store formuer eller betydelig friværdi, som får dem tilbudt.
Hvis mange økonomisk stærke kunder forlader realkreditten, kan det på sigt svække det fælles grundlag under systemet og udfordre den finansielle stabilitet.
I den situation risikerer vi, at prisen på boliglån i højere grad kommer til at afhænge af, hvor man bor, hvor stor en formue man har, og hvor god man er til at forhandle med banken. Det kan betyde, at lønmodtagere i dele af landet får færre eller dyrere muligheder for at finansiere deres bolig.
Men vi ved reelt ikke, hvor vi står i dag. Det materiale, der findes, giver ikke et entydigt billede. Derfor er der brug for en grundig og uafhængig undersøgelse.
For udviklingen går hurtigt. Og konsekvenserne kan vise sig, selvom prioritetslånene stadig fylder mindst på det samlede marked.
Brug for hurtig undersøgelse
Regeringen har varslet, at den vil sætte en undersøgelse i gang, der skal kortlægge hvor udbredte prioritetslånene er og deres betydning for realkreditten. Det arbejde skal have høj prioritet.
Vi skal både undersøge, hvem der får tilbudt de forskellige lån – hvordan priser og vilkår varierer, og hvad udviklingen kan betyde for boligejere i hele landet.
Vi skal ikke på forhånd beslutte, hvad konklusionen skal være. Men vi skal heller ikke vente, til vi ikke har et valg. For et unikt system, der er bygget op gennem mere end 200 år, kan vise sig svært at genoprette, hvis først fundamentet er blevet udhulet.









