Verden er blevet mere urolig, og det mærker vi også herhjemme. Ikke kun i overskrifter, men i den måde, usikkerheden har fået en plads i hverdagen på. Krig er rykket tættere. Det, der før føltes stabilt og givet, opleves i dag mere skrøbeligt.
Selvom Danmark ikke er i krig, er utrygheden alligevel rykket ind i vores liv. Den viser sig hos den unge, der ser ind i et langt arbejdsliv, hos lønmodtagere, der mærker et stigende pres i hverdagen og hos dem, der tvivler på, om de kan holde til tempoet hele vejen.
Det er en anden form for utryghed. Men den er reel.
Og netop derfor er det vigtigt at holde fast i et udgangspunkt, som alt for ofte forsvinder i debatten: Danmark er ikke et land i krise. Danmark er i store træk et land, der virker.
Vi har en stærk økonomi og et erhvervsliv, der er blandt verdens mest konkurrencedygtige. Det er ikke kommet af sig selv. Det skyldes ikke mindst, at tre millioner lønmodtagere hver dag går på arbejde, tager ansvar og får det hele til at hænge sammen.
Danmark er et ret unikt bevis på, at et stærkt velfærdssamfund og et konkurrencedygtigt erhvervsliv kan gå hånd i hånd. Vores velfærd – med børnepasning, uddannelse og sundhed – er en forudsætning for, at virksomheder kan klare sig. Det er fundamentet under vores samfundsmodel.
Kriserne smelter sammen
Men den model er under pres. Udefra af internationale konflikter og en ny geopolitisk virkelighed – og indefra fra en ulighed, der er vokset i årtier. I dag ejer den rigeste procent lige så meget som 77 procent af befolkningen. Og kriserne smelter sammen. Jo mindre man har, desto hårdere mærker man stigende priser på benzin, varme og mad.
Når forskellene bliver større – mellem rig og fattig, mellem land og by – går det ud over tilliden, som slår revner. Og debatten bliver mere polariseret.
Spørgsmålet er, hvordan vi udvikler Danmark uden at sætte det over styr, der allerede virker.
Det er den opgave, en kommende regering står overfor.
For mig er der tre ting, der hænger uløseligt sammen.
En dag under valgkampen stod jeg foran Ikea ved Dybbølsbro i København og talte med forbipasserende om pension. Her mødte jeg Bror, der er tømrerlærling. En ung mand på 16 år med hænderne skruet rigtigt på, faglig stolthed og lyst til at arbejde. Vi talte om fremtiden, arbejdslivet og ikke mindst om pension.
Bror skal arbejde til han er 75,5 år
Hvis vi intet forandrer, kan Bror gå på pension, når han er 75,5 år. Det betyder et arbejdsliv på næsten 60 år. Kan man holde til det?
Det spørgsmål rammer for mig at se noget helt centralt. For arbejdsliv er ikke ens. Nogle kan holde længere end andre. Sådan er virkeligheden. I dag siger to ud af tre lønmodtagere, at de er bekymrede for, om de kan holde hele vejen til pensionsalderen.
Derfor er det en bunden opgave for en ny regering at sikre mere retfærdig tilbagetrækning. Stigningen i pensionsalderen skal bremses. Og der skal være reelle muligheder for at trække sig tilbage for dem, der er startet tidligt og har haft de hårdeste job.
Vi har råd til at vælge tryghed og værdighed for dem, der har båret samfundet på deres skuldre i årtier.
Den anden prioritet handler om velfærd og investering i mennesker.
Debatten om vores velfærd bliver hurtigt til noget ukonkret og fjernt. Men vi må ikke glemme, at velfærd får vores hverdag til at fungere. Det er det, der gør, at man kan gå på arbejde med ro i maven. At ens barn bliver passet, og at man får hjælp, hvis man bliver syg.
Derfor er velfærd en forudsætning for et stærkt arbejdsmarked.
Danmark bliver ikke rigere af skattelettelser til toppen. Vi bliver rigere, når vi bliver dygtigere og mere produktive. Og det bliver vi, når vi investerer i mennesker – i uddannelse og efteruddannelse gennem hele arbejdslivet.
Velfærd er ikke en byrde. Det er en del af fundamentet. Når børn bliver passet, og man kan få hjælp ved sygdom, kan flere arbejde og bidrage.
Det kan lyde fristende med mindre stat. Men hvis det betyder ringere velfærd og færre investeringer i uddannelse og i lønmodtagerne, så bliver Danmark ikke rigere – men svagere.
Den tredje prioritet er den særlige måde, vi samarbejder om store samfundsudfordringer.
Modellen lever ikke kun ved forhandlingsbordene. Den lever først og fremmest på arbejdspladserne.
Rygraden er især vores lokale tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Det er dem, der tager samtalen, når en kollega er presset, rejser hånden, når arbejdsmiljøet halter, og finder løsninger, før problemerne vokser sig store.
Derfor er den danske model ikke noget fjernt system. Den findes i kantinen, på fabriksgulvet, på kontoret og i hjemmeplejen. Den findes dér, hvor lønmodtagere får en stemme og løser udfordringer i fællesskab.
Det er en af de vigtigste grunde til, at Danmark er verdens bedste land at være lønmodtager i. Ikke fordi alt er perfekt. Men fordi vi har en model, hvor lønmodtagere bliver hørt, og hvor fællesskabet giver styrke.
Når det ikke sker, har det konsekvenser.
Mistillid at fjerne store bededag
Den nu hedengangne store bededag falder i dag, 1. maj – vores internationale kampdag. At man tog den fra os, er et eksempel på en måde at træffe beslutninger på, der skaber mistillid.
For når man svækker respekten for den danske model, svækker man også den tillid og sammenhængskraft, der binder Danmark sammen.
Samtidig er der en anden debat om, hvilken retning Danmark skal bevæge sig i.
Der er aktører, der vil noget andet med Danmark end os. De taler om lavere skatter til dem, der har mest. Om at overlade mere ansvar til den enkelte og gøre Danmark mere som andre lande, hvor forskellene er større. Det er en trussel mod den samfundsmodel, der har gjort Danmark succesfuldt.
Hvis vi for alvor skal gøre noget ved uligheden og skabe tryghed for dem, der har mindst, kræver det mere end hurtige løsninger. Det kræver valg, der skaber varige forandringer, flytter balancen i samfundet og styrker fællesskabet.
I sidste uge var jeg til Skills i Hjørring, Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelserne. Når man går rundt dér, er det svært ikke at blive imponeret over fagligheden, stoltheden og engagementet.
Her mødte jeg unge mennesker, der kan deres håndværk til fingerspidserne. Som bygger, svejser, programmerer og skaber. Det er også dem, der skal gøre Danmark endnu dygtigere. Og det er dem, der skal holde vores produktivitet og velstand oppe i fremtiden.
Den vigtigste opgave for en ny regering er ikke at vende op og ned på Danmark. Det er at passe på det, der virker. Forbedre det, der ikke gør. Og udvikle det med respekt for de mennesker, der hver dag får det hele til at hænge sammen.
For når jeg tænker på Bror, som står foran et arbejdsliv på næsten 60 år, så er det ikke et regneark, jeg ser. Det er et menneske, der spørger, om det her hænger sammen.
Og det er i virkeligheden dér, skillelinjen går.
Man kan godt gøre Danmark rigere på papiret ved at øge arbejdsudbuddet og sænke skatten. Men hvis vi ikke samtidig investerer i det, der gør os dygtigere, mere produktive og mere lige, så bliver vi ikke et stærkere land.
Jeg mener, at den kommende regering har en forpligtelse til at gøre det bedre og at bekæmpe uligheden, så Danmark også i fremtiden er verdens bedste land at være lønmodtager i.
Kronikken er bragt i Weekendavisen 1. maj 2026
