Det er Arbejdernes dag. Vores dag.
En dag, hvor jeg møder kolleger og mærker det fællesskab, som har været med til at bygge Danmark. I dag fejrer vi de tre millioner lønmodtagere, der hver dag bidrager til at få hjulene til at køre rundt – i produktionshallen, på sygehusene, i børnehaverne – på tusindvis af arbejdspladser landet over.
De er fundamentet for, at vi har et land, der fungerer – og en stærk økonomi. Men noget er begyndt at skride. Uligheden er vokset gennem mange år. Den rigeste procent ejer lige så meget som 77 procent af befolkningen.
Og det kan mærkes.
Når der er krig i Mellemøsten. Når Trumps udskejelser på sociale medier sætter sig i priser på olie, varme og andre varer – så er det dem med de mindste indkomster, der står for skud. Her spiller vores overenskomster og lokale tillidsrepræsenter en vigtig rolle. For de sikrer, at lønmodtagere får andel i velstanden.
Men ulighed vokser især pga. formuer og derfor skal politikerne på banen. En ny regering bør gøre noget ved den voksende ulighed. Det har jeg også talt med Information om til en artikel i dag Ulighed handler ikke kun om økonomi, men også om pension og retten til værdig tilbagetrækning.
For arbejdsliv er ikke ens.
Nogle starter tidligt og tager de hårdeste job. Og alt for mange går i dag rundt med en reel tvivl om, hvorvidt de kan holde hele vejen. Det er ikke rimeligt. Man skal kunne trække sig tilbage, mens man stadig har helbredet og overskuddet til at leve sit liv.
Det er et spørgsmål om retfærdighed. Og om respekt for det arbejdsliv, man har lagt i fællesskabet.
Det har jeg også skrevet om i en kronik til Weekendavisen i dag.
Nu tager jeg på landevejen.
Senere i dag skal jeg holde taler i Nykøbing Falster, Næstved og i Fælledparken i København. Jeg glæder mig til at se jer!
For fremskridt kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi står sammen.