Jeg er bekymret.

Men lad mig starte med det positive: Det er godt, at regeringen i finansloven for 2026 tager nogle skridt til at gøre det billigere at være dansker – noget FH længe har efterspurgt. 

Og det er godt, at regeringen og De Konservative vil belønne dem, der har lyst og kræfter til at blive længere på jobbet, ved at skabe bedre økonomiske vilkår for seniorer i beskæftigelse. 

Og det er godt, at regeringen vil holde hånden under den lokale nære velfærd. 

Det er vigtigt og tiltrængt, men ikke nok.

Og det er derfor jeg er bekymret. For mens regeringen og De Konservative husker dem, der kan blive på arbejdsmarkedet, så glemmer de dem, der ikke kan mere – og det skaber utryghed.

Vi er mange, der gerne vil arbejde længe. Men vi er også mange, der har kolleger, som ikke kan. Som har slidt sig ned. Som hver dag mærker kroppen sige fra.

Hvor er trygheden til dem?

Retten til en værdig tilbagetrækning skal gælde alle. Ikke kun de stærkeste. Og ikke kun dem, der er heldige med helbredet.

Retfærdighed kræver, at vi både investerer massivt i forebyggelse og sikrer, at man kan trække sig tilbage med værdighed – mens man stadig har sit helbred. 

Finansloven har mange vigtige prioriteringer. Og selvom der er gode elementer, savner jeg, at den også prioriterer dem, der har knoklet længst og hårdest – dem, der har fået Danmark til at hænge sammen.

Det skylder vi hinanden. Det skylder vi dem