Vi er mange, der nyder nogle velfortjente uger med familien væk fra arbejdspladsen. Nogle er taget i sommerhus, andre på en campingplads, og nogle er måske taget på ferie uden for landets grænser.
Det er nok de færreste, der bruger ferien på at tænke over, at retten til ferie med løn, pension, ordnede arbejdstider og et trygt arbejdsliv ikke er kommet af sig selv. Det er måske heller ikke så mærkeligt. For når noget fungerer, tager vi det let for givet.
Bag det står mennesker, der organiserer sig, tager ansvar og hver eneste dag er med til at sikre et stærkt arbejdsmarked.
Derfor giver det også god mening, at regeringen vil se på, om fagforeningsfradraget i højere grad skal målrettes de lønmodtagere, der er med i fagforeninger, som tager ansvar for hele arbejdsmarkedet. Alligevel forsøger nogle borgerlige politikere og debattører at gøre det til et spørgsmål om favorisering eller særbehandling. For det er slet ikke det, det handler om.
Hele Danmark til gode
Det handler om, at samfundet skal anerkende de lønmodtagere, der hver måned betaler til de fagforeninger, som løfter et ansvar, der rækker langt ud over deres egne medlemmer. For det er os, der forhandler overenskomster, håndhæver dem, uddanner tillidsrepræsentanter og hjælper virksomheder og lønmodtagere med at løse konflikter, før de vokser sig store. Vi bekæmper social dumping, så ordentlige virksomheder ikke bliver udkonkurreret af dem, der forsøger at presse løn og arbejdsvilkår i bund.
Det er gevinster, som rækker langt ud over dem, der betaler kontingent. De kommer hele Danmark til gode.
Tanken er ikke ny. For vi bruger allerede skatter og fradrag til at trække samfundet i en retning, vi gerne vil have. Vi giver fradrag til dem, der sparer op til pension. Vi gør det dyrere at ryge. Og vi har haft håndværkerfradrag, når vi gerne ville have flere til at energirenovere deres bolig.
Det er ikke noget, vi gør for at belønne bestemte mennesker. Vi gør det, fordi vi ønsker mere af noget, der gavner os alle. Det samme princip gælder her.
Kontante resultater
Hvis vi gerne vil have et stærkt arbejdsmarked med ordentlige vilkår, så skal vi også understøtte de lønmodtagere, der er med til at betale for det arbejde. Det er ikke bare min vurdering.
De Økonomiske Råd dokumenterede for nylig, at stærke overenskomstbærende fagforeninger ikke kun bidrager til højere løn. De bidrager også til højere beskæftigelse, højere produktivitet og et rigere Danmark. Det burde få flere til at diskutere regeringens forslag på baggrund af fakta frem for fordomme.
Det er nemlig let kun at se på, hvad den enkelte får ud af sit medlemskab. Men en fagforening er ikke kun noget, man køber til sig selv. Den er også noget, man investerer i sammen med sine kolleger.
Når en enlig mor får råd til både fodboldstøvler, transport og aftensmad, fordi lønnen er steget. Når en nedslidt håndværker kan trække sig tilbage, før kroppen siger stop.
Eller når en ufaglært får mulighed for at uddanne sig til de job, fremtiden kalder på. Så er det ikke tilfældigheder. Det er resultater af mennesker, der har sat sig til forhandlingsbordet, taget konflikterne og fundet løsningerne.
Når mere end en million lønmodtagere hver måned betaler til det fællesskab, der sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår, er det kun rimeligt, at det også afspejler sig i fagforeningsfradraget. Det er netop dét, regeringen lægger op til.
For hvis vi vil bevare de rettigheder, vi tager for givet, må vi også bakke op om dem, der er med til at skabe dem.
Så når sommerferien er forbi, og vi møder tilbage på arbejde, er det værd at huske, at løn, pension, ferie og ordentlige arbejdsvilkår ikke er kommet af sig selv. De er blevet skabt af mennesker, der har organiseret sig, forhandlet og taget ansvar. Og de bliver kun ved med at være der, hvis vi værner om det, der virker. Det skylder vi også dem, der kommer efter os.
Indlægget er bragt i JP 03.06.26
