Danmark står foran en stor omvæltning på arbejdsmarkedet. Ifølge en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening kan vi mangle 160.000 faglærte i 2035.
Der kan være uenighed om de konkrete tal. Men der er ingen tvivl om, at vi står med et alvorligt problem.
For det er faglærte, der skal energirenovere vores bygninger, holde industrien i gang, køre vores busser og tog og tage sig af syge og ældre. Allerede i dag mister Danmark 27 faglærte om dagen, fordi flere forlader arbejdsmarkedet, end der kommer nye til.
Derfor er det både rigtigt og nødvendigt, når undervisningsminister Magnus Heunicke sætter som mål at øge antallet af faglærte fra 900.000 til 1,1 million.
Men ambitioner gør det ikke alene. Vi skal se ærligt på, hvorfor for få unge og voksne vælger en erhvervsuddannelse – og hvorfor nogle af dem, der allerede har valgt den faglærte vej, har svært ved at finde en læreplads.
Kun hver femte søger erhvervsuddannelse
De nyeste søgetal viser, at blot 20 procent af eleverne i 9. og 10. klasse har søgt en erhvervsuddannelse. Det er den laveste andel i ti år. Samtidig står omkring 10.000 elever registreret som lærepladssøgende, og mange er henvist til skoleoplæring, fordi de ikke kan finde en virksomhed, hvor de kan fortsætte deres uddannelse.
Tidligere i år besøgte jeg elever i skoleoplæring på personvognsmekaniker- og elektrikeruddannelsen på TEC i Hvidovre. Samtalerne med eleverne gjorde de geografiske problemer meget konkrete for mig.
Mange mindre håndværksvirksomheder og værksteder er flyttet ud af København, mens de unge fortsat bor i byen. Samtidig ser jeg hver morgen håndværkerbiler køre ind mod København, hvor arbejdsopgaverne stadig findes.
Det må vi kunne få til at hænge bedre sammen. Måske kan lærlinge blive samlet op på vejen eller møde direkte ind på byggepladsen. Det kræver tættere samarbejde mellem skoler og virksomheder, så eleverne lettere kan nå frem til de lærepladser, der findes.
Arbejdsgiverne skal tage ansvar
Det kræver også, at arbejdsgiverne opretter flere lærepladser og tager ansvar for eleverne hele vejen frem til svendebrevet.
Vi hører igen og igen fra virksomheder, at de mangler faglærte. Men samtidig fylder korte uddannelsesaftaler stadig mere. På flere af byggeriets uddannelser udgør de over halvdelen af de nye aftaler. Det kan betyde, at en lærling skal finde en ny virksomhed flere gange for at gøre sin uddannelse færdig.
Den usikkerhed ville vi aldrig acceptere på en gymnasial uddannelse. Den bør vi heller ikke på en erhvervsuddannelse.
Tryghed betyder noget for unges uddannelsesvalg. Hvis de unge – eller deres forældre og venner – oplever den faglærte vej som usikker, skal man være modig for at vælge den.
Lærepladser er afgørende for epx
Udfordringen vokser om kort tid, når den nye gymnasieuddannelse epx skal slå dørene op i 2030. For hvis unge skal vælge epx, skal der være lærepladser nok til dem, der skal tage en erhvervsuddannelse bagefter. Og eleverne skal kunne stole på, at de kan færdiggøre uddannelsen under ordentlige forhold.
Vi når dog ikke målet ved alene at se på de unge, der kommer direkte fra grundskolen. Flere voksne skal også have mulighed for at skifte spor eller få papir på det, de kan. Her står økonomien ofte i vejen.
Det er svært at få en hverdag med husleje, børn og faste udgifter til at hænge sammen på SU. Derfor har vi i FH foreslået, at elever over 25 år får elevløn gennem hele uddannelsen – også på grundforløbets anden del, inden de starter lærlingeforløb på en virksomhed.
På de to SOSU-uddannelser har man allerede indført løn under grundforløbet for voksne elever. Den mulighed bør udbredes til de øvrige erhvervsuddannelser.
Brug for en ny trepartsaftale
Ordene var flotte i 2016, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen stod arm i arm med arbejdsmarkedets parter og præsenterede en ambitiøs trepartsaftale, der blandt andet skulle sikre flere faglærte. Målet var 8.000-10.000 flere lærepladser i 2025. Det blev ikke nået.
Men det betyder ikke, at trepartsaftaler er det forkerte værktøj. Tværtimod viser det, at regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen igen skal sætte sig rundt om bordet – denne gang med en mere forpligtende aftale, der bygger på erfaringerne fra den tidligere.
Derfor bør regeringen indkalde til nye trepartsdrøftelser om konkrete løsninger: flere lærepladser, et bedre match mellem elever og virksomheder, større tryghed gennem uddannelsen og bedre muligheder for voksne elever.
Manglen på faglærte kan blive en af de største udfordringer for det danske arbejdsmarked i de kommende år. Skal regeringens ambitioner blive til virkelighed, skal den faglærte vej være attraktiv, økonomisk mulig og tryg hele vejen frem til svendebrevet.
Indlægget er bragt i Avisen Danmark den 24 sep. 2026







