Dansk faglighed har endnu en gang markeret sig blandt verdens bedste.

Der er bronze på vej hjem fra Shanghai.

Ved WorldSkills 2026 i Shanghai har 20-årige Linnea Lind Lehner vundet bronze i Restaurant Service og dermed placeret sig blandt verdens allerbedste unge tjenere.

Linnea er i lære på Kong Hans Kælder, og hendes medalje er resultatet af mange timers træning, faglig nysgerrighed og viljen til hele tiden at blive bedre.

Hele holdet viste styrken i dansk faglighed

Linnea var langt fra den eneste dansker, der gjorde sig bemærket i Shanghai.

Danmark stillede med 15 fagatleter i 13 konkurrencer. Hele 12 af dem opnåede en Medal for Excellence – WorldSkills’ anerkendelse til deltagere, der når mindst 700 point og dermed præsterer på et meget højt internationalt niveau.

Danmark endte desuden samlet som nummer otte målt på deltagernes gennemsnitlige pointscore.

Konkurrencerne har været benhårde herude, og hele holdet har præsteret fænomenalt.

Søren Heise, formand for SkillsDenmark

Det danske resultat vækker stolthed hos formanden for SkillsDenmark, Søren Heisel. ”Konkurrencerne har været benhårde herude, og hele holdet har præsteret fænomenalt – og det er sindssygt flot, at Linnea vinder en bronzemedalje i konkurrencen for tjenere,” siger Søren Heisel i en pressemeddelelse.

Resultaterne er en påmindelse om, hvor høj en faglighed unge på erhvervsuddannelserne kan opnå, når de får mulighed for at dygtiggøre sig og bruge deres fag i praksis.

Fagatleter fortjener rampelyset

Sidste år kunne danskerne opleve nogle af Europas dygtigste unge faglærte på hjemmebane, da EuroSkills blev afholdt i Herning. Denne gang har de danske fagatleter vist deres niveau på verdensscenen i Shanghai.

I viser, hvor langt faglighed kan bringe én.

Morten Skov Christiansen

Og ifølge Morten Skov Christiansen fortjener deres præstationer langt større opmærksomhed. Han sender samtidig et stort tillykke til Linnea og resten af Skillslandsholdet: ”I viser, hvor langt faglighed kan bringe én.”