En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) dokumenterer en tydelig sammenhæng mellem arbejdsrelateret stress og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Lønmodtagere i alderen 49-59 år, som i 2018 oplevede arbejdsrelateret stress, havde markant større risiko for at være på førtidspension, efterløn, tidlig pension eller seniorpension seks år senere.

LÆS OGSÅ: Dårlig ledelse og sygefravær hænger sammen

Analysens nøgletal

  • 10,4 % af lønmodtagere i alderen 49-59 år var udsat for arbejdsrelateret stress i 2018
  • 14,9 % af de stressede lønmodtagere var på en tilbagetrækningsydelse i 2024
  • 10,2 % af ikke-stressede lønmodtagere var på tilbagetrækningsydelse samme år
  • Risikoen for tidlig tilbagetrækning er dermed næsten 50 % højere for stressede
  • Analysen dækker 14.400 lønmodtagere og følger dem over 6 år

LÆS HELE ANALYSEN (PDF)

Analysen viser, at 14,9 procent af de stressramte i 2018 var på en tilbagetrækningsydelse i 2024.

Til sammenligning var det 10,2 procent blandt lønmodtagere uden stress.

Dermed er risikoen for tidlig tilbagetrækning næsten 50 procent højere for dem, der har været ramt af arbejdsrelateret stress.

Resultaterne er korrigeret for forskelle i køn, alder, sektor, uddannelsesniveau og branche.

Hver tiende var stresset

Udviklingen i tilbagetrækning blandt de to grupper var ens frem til 2021, men herefter begynder kurverne for alvor at skille sig ad. Det tyder ifølge AE på, at konsekvenserne af stress først slår igennem efter nogle år.

“Stress nedbryder helbred og arbejdsevne over tid. Derfor tager det nogle år, før konsekvenserne slår igennem i form af førtidig tilbagetrækning,” siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i AE og hovedforfatter til analysen.

LÆS OGSÅ: Dårligt arbejdsmiljø slår årligt 10.000 europæere ihjel

I alt var 10,4 procent af lønmodtagerne i den undersøgte aldersgruppe udsat for arbejdsrelateret stress i 2018.

Stress er i analysen defineret som både symptomer på stress og eksponering for psykisk belastende arbejdsforhold – målt med værktøjer udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Danmark betaler svimlede beløb for dårligt arbejdsmiljø

Behov for investeringer

AE peger på, at resultaterne kalder på en forstærket indsats for at forebygge psykisk nedslidning. Det handler både om et bedre psykisk arbejdsmiljø og om at sikre gode og realistiske muligheder for tilbagetrækning for dem, der ikke kan holde til at arbejde til folkepensionsalderen.

Ifølge AE er det ikke kun det fysiske arbejdsmiljø, der presser seniorer ud af arbejdsmarkedet. Stress og psykisk belastning spiller en lige så væsentlig rolle – og bør prioriteres på linje med fysiske forhold i arbejdsmiljøindsatsen.

Kilde: AE.dk