Hvis man arbejder mandag til fredag, er der omtrent 220 arbejdsdage på et år.

Men langt fra alle kommer igennem et helt arbejdsår uden sygemeldinger – og nu viser en analyse fra AE og FH, at ledelse har en enorm betydning for, hvor mange gange man må blive hjemme.

En uges fravær mere om året

Nærmere bestemt har lønmodtagere med dårlig ledelse i gennemsnit 4,5 sygedage mere om året – altså næsten en hel arbejdsuge. Og da omkring hver fjerde dansker er udsat for dårlig ledelse, giver det mindst 2,5 millioner tabte arbejdsdage på et år.

Det er rigtig skræmmende tal. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde!

morten skov christiansen

”Det er rigtig skræmmende tal. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde – og slet ikke, fordi ledelsen ikke er god nok til at kommunikere, inddrage eller sørge for acceptable arbejdsvilkår,” siger Morten Skov Christiansen, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Andre analyser har fastslået, at sygemeldinger er meget dyrt for virksomhederne og for samfundet. AE har tidligere dokumenteret, at sygemeldinger med arbejdsrelateret stress alene koster samfundet 55 milliarder kroner årligt. Og Beskæftigelsesministeriets tal viser, at arbejdsulykker koster 28 milliarder årligt.

Dokumentation

Dokumentation

Lønmodtagere med dårlig ledelse har i gennemsnit 4,5 sygedage mere om året – altså næsten en hel arbejdsuge.

Læs analyse (iPaper)

”Det må være en øjenåbner for arbejdsgiverne, at de får millioner af ekstra sygedage, fordi arbejdet ikke er planlagt godt nok, eller fordi lederen ikke kommunikerer med medarbejderne eller inddrager dem i beslutningerne. Her er der virkelig noget at hente på bundlinjen,” fastslår Morten Skov Christiansen.

Ledelsen skal have de rigtige betingelser

En markant forbedring af både fysisk og psykisk arbejdsmiljø er en hjørnesten i FH’s udspil til en mere tryg tilbagetrækning, som kom i efteråret 2024.

“Man kan ikke bare forlange, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, uden også at tage bedre hånd om dem.

Arbejdsmiljøet skal løftes, og det kræver, at vi styrker både ledere og tillidsvalgte og sørger for, at medarbejderne bliver hørt og inddraget,” fastslår Morten Skov Christiansen.

Han er sikker på, at langt størstedelen af de ledere, hvis medarbejdere har et dårligt arbejdsmiljø, ville ønske at gøre det bedre.

”Der er jo ikke nogen ledere, der går på arbejde hver dag med en ambition om at skabe et dårligt arbejdsliv for sine medarbejdere.

Men alt for mange er for pressede og har ikke tiden og ressourcerne til at prioritere arbejdsmiljøet. Politikerne på Christiansborg og arbejdsmarkedets parter skal sikre, at det kan lade sig gøre,” siger FH-formanden.

Læs analyse: Dårlig ledelse og sygefravær hænger sammen (iPaper)