Hvordan ville du have det, hvis dit arbejdsliv blev styret af en algoritme?
Måske synes du det lyder urealistisk, men for mange mennesker er det allerede virkelighed.
I Europa bliver algoritmeledelse nemlig mere og mere udbredt. Det kan ifølge en ny rapport have store konsekvenser for arbejdsmiljøet.
Algoritmeledelse betyder, at der bruges algoritmer til at lede eller udfører opgaver på arbejdspladsen, som traditionelt ledes eller udføres af mennesker.
Algoritmeledelse har bredt sig fra de digitale arbejdsplatforme til traditionelle sektorer, såsom lagre, fabrikker, transport, sundhedspleje og byggeri.
Algoritmeledelse er altså en ny virkelighed for lønmodtagere på tværs af sektorer.
I en ny rapport fra Den internationale arbejdsorganisation (ILO) beskrives, hvordan AI-baserede ledelsesværktøjer kan udgøre en alvorlig trussel mod lønmodtagernes arbejdsmiljø, herunder manglende interaktion, overdreven overvågning og intensivering af arbejdsbyrden.
Rapporten peger på, at algoritmeledelse kan introducere nye stressfaktorer for lønmodtagerne. Det kan påvirke deres mentale sundhed, jobtilfredshed og den generelle trivsel på arbejdspladsen.
God ledelse kræver et menneskeligt ansigt
Ledelse spiller en central rolle for et godt arbejdsmiljø.
Alene i Danmark oplever mere end en halv million lønmodtagere dårligt arbejdsmiljø, som en konsekvens af dårlig ledelse.
En af farerne ved brug af algoritmeledelse er, at det minimerer den menneskelige kontakt og kvalitet på arbejdspladsen.
Det beskrives i ILO-rapporten, hvordan overdreven brug af algoritmeledelse minimerer kontakten mellem medarbejdere på arbejdspladsen.
Det kan føre til ensomhed og en følelse af at være afkoblet som medarbejder.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver AI en støtte for kollegerne
I FH ser vi positivt på de nye teknologiske muligheder, men det er vigtigt at sikre, at vi nu og i fremtiden har et menneskeligt arbejdsliv, også når brugen af algoritmeledelse spreder sig.
Næstformand i FH Flemming H. Grønsund siger:
”Vi skal sikre et menneskeligt arbejdsliv, også når algoritmen rykker ind på arbejdspladserne. God ledelse i samarbejde med medarbejderne er nødvendigt for at sikre et godt arbejdsmiljø.”