Danskerne har mistet tilliden til pensionssystemet.
I FH’s egen måling svarer 71 procent af de adspurgte, at de ikke tror, de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen. Og i denne uge kunne Berlingske omtale en lignende måling fra pensionsselskabet Velliv, hvor det var hele 86 procent, der svarede det samme.
86 procent.
Så er vi langt udover håndværkere, landbrugsansatte og andre med hårde fysiske jobs. Så er det ansatte i alle dele af samfundet, der ser med skepsis på at være på arbejdsmarkedet, indtil staten er med på at sige stop.
Samfundskontrakten fungerer ikke længere
Pensionsalderen skal være realistisk at nå for langt de fleste. Det er en vigtig del af samfundskontrakten. Den enkelte bruger rigtig mange år af sit liv på at arbejde og bidrage til fællesskabet.
Til gengæld betaler fællesskabet for, at man kan trække sig tilbage på en god og værdig måde og nyde den sidste del af livet som pensionist.
Hvis 86 procent ikke længere tror på, at det er realistisk at arbejde frem til pensionsalderen, så fungerer samfundskontrakten ikke længere. Så har vi skabt et pensionssystem, der nok er økonomisk holdbart, men som ikke længere er demokratisk holdbart.
Det element glemmer Jørn Neergaard Larsen, når han i mandagens Jyllands-Posten påstår, at der ikke er en grundlæggende ulighed i pensionssystemet. Og det samme gør Steen Bocian i onsdagens leder i Børsen, når han skriver, at der ikke er større ubalancer.
Bocian og Neergaard opererer i en virkelighed, der ligger ganske langt fra de lønmodtagere, for hvem en stigende pensionsalder er en hård, økonomisk realitet.
Det er de mennesker, FH’s medlemsforbund repræsenterer, og de ser tydeligt både uligheder og ubalancer i det nuværende system.
Lønmodtagere som blikkenslageren Andreas, der sammen med sine kollegaer joker om, at stigningerne i pensionsalderen er ligegyldige for dem, for de bliver alligevel ikke så gamle. Det er tragikomisk, men det er ikke sjovt, for desværre er det virkeligheden for alt for mange.
Sidestiller nedslidte med raske år
Pensionskommissionen fastslår, at selvom ufaglærte mænd i gennemsnit lever syv år kortere end mænd med en lang videregående uddannelse, har de to grupper lige mange år på pension.
Det er derfor, at Neergaard, der var formand for kommissionen, kan konkludere, at systemet er retfærdigt. Men det regnestykke fungerer kun, fordi førtidspensionister tæller urimeligt meget i statistikken.
Kommissionen har nemlig regnet ud fra 40-årige. Altså, hvor mange år på pension kan en 40-årig regne med. Den metode betyder, at førtidspensionister får en kæmpe betydning, da en 40-årig førtidspensionist formentlig vil have rigtig mange år på pension.
Men gør det noget, kunne man spørge. Et år er vel et år, og hvis fordelingen blandt ufaglærte er mere ujævn end for andre grupper, så er gennemsnittet jo det vigtigste.
Men det er netop der, uretfærdigheden ligger. For ved at regne det ud på den måde, kommer pensionsår for nedslidte førtidspensionister til at tælle det samme som raske år på pension. Og det er ikke en rimelig sammenligning.
Det ligger i samfundskontrakten, at et langt arbejdsliv skal belønnes med GODE år på pension, ikke nedslidte år.
I stedet bør man regne ud fra 60-årige. De er meget tættere på pensionsalderen, og med den metode vil førtidspensionister tælle på en langt mere retfærdig måde.
Og allerhelst 60-årige med en tilknytning til arbejdsmarkedet, da målet skal være lighed for dem, der går på arbejde.
Neergaard og Pensionskommissionen skylder et svar på, hvorfor de har sat et arbitrært udgangspunkt på 40 og dermed når frem til et skævt billede, der skjuler uretfærdighederne.
Vi skal hjælpe danskerne til at nå pensionsalderen i god behold. Ikke lade som om, at nedslidte år på pension er lige så gode som raske år. Det undergraver danskernes tillid.
Indlægget er bragt i Børsen 01.10.2024
