Corona-krisens indtog i 2020 medbragte et fokus på både muligheder og udfordringer ved distancearbejde, hvor især ’retten til at være offline’ blev central i debatten. I dag er der nemlig ikke nogen lovgivning i EU, der etablerer ’retten til at være offline’ eller guidelines for distancearbejde generelt.
Det fik Europa-Parlamentet til at opfordre Europa-Kommissionen til at fremsætte et direktivforslag allerede tilbage i januar 2021. Arbejdsmarkedets parter ytrede dog et ønske om selv at forhandle sig frem til en aftale, som de efter EU-traktatens artikel 155 har mulighed for.
I juni 2022 underskrev de europæiske arbejdsmarkedsparter en aftale om et nyt arbejdsprogram for den sociale dialog 2022-2024, hvori de forpligtede sig til at udarbejde en aftale om distancearbejde og ’retten til at være offline’.
Men, mere end et år efter at forhandlingerne startede, brød de altså sammen i slutningen af november 2023, da to ud af tre europæiske arbejdsgiverforeninger pludseligt ikke ønskede at inkludere ’retten til at være offline’ i aftalen alligevel. På den baggrund har Den Europæiske Fagbevægelse, ETUC, givet bolden videre til Kommissionen.
ETUC har understreget behovet for, at der nu i stedet landes en aftale på det lovgivningsmæssige plan, så arbejdstagernes rettigheder inden for fjernarbejde sikres, herunder ’retten til at være offline’.
Arbejdstagerne skal sikres retten til at være et menneske frem for en arbejdende robot
To uger efter forhandlingerne mellem arbejdsmarkedsparterne brød sammen – og knapt tre år efter, at Parlamentet opfordrede Kommissionen til at fremsætte et direktivforslag – var Kommissionen i tirsdags inviteret til Europa-Parlamentets plenarforsamling i Strasbourg, for at give en redegørelse om arbejdet for at sikre en aftale om distancearbejde, herunder ’retten til at være offline’.
Til at give en redegørelse på vegne af Kommissionen, deltog Nicolas Schmit, der er Europa-kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder.
Schmit udtrykte stor skuffelse over, at der mellem arbejdsmarkedets parter ikke kunne nås enighed om en aftale. Han påpegede vigtigheden af parternes rolle i udarbejdelsen og implementeringen af rettigheder og standarder inden for distancearbejde, og så derfor en overenskomstmæssig aftale på europæisk plan som den bedste løsning.
Kommissionens ansvar
Schmit understregede også, at når nu ikke parterne har kunne nå til enighed, er det Kommissionens ansvar at få et direktivforslag på bordet – og det skal ske hurtigst muligt.
Forløbet skal naturligvis følge almindelig praksis og arbejdsmarkedets parter vil blive hørt, men med et langt forløb i baghånden, er der ingen grund til at starte forfra. Kommissionen vil tage udgangspunkt i det store stykke arbejde, som både Parlamentet og arbejdsmarkedets parter allerede har fremlagt.
For Schmit og Kommissionen er det helt central at få ’retten til at være offline’ med i et direktiv om distancearbejde – og det er det også i Parlamentet, påpegede han.
Ifølge Schmit tyder alt på, at de virksomheder som allerede har indført sådan en ret, også har oplevet de positive resultater af det.
At sikre balance mellem arbejdsliv og privatliv fører ifølge Schmit til øget produktivitet, lavere fravær, forbedring af fysisk og mental sundhed og øget motivation til at arbejde. Arbejdstagerne skal ifølge ham have retten til ikke at være en maskine eller en robot, men retten til først og fremmest at være et menneske.
Det ansvar og den forpligtelse vil Europa-Kommissionen tage på sig.
I FH er vi ligesom Schmit kede af, at det ikke var muligt at nå en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Ifølge FH’s næstformand, Flemming Grønsund, havde det ”ulige været meget bedre, om vi havde kunne lave aftalen selv med de kompromiser den slags kræver”.
Og så er det en mavepuster for den sociale dialog, som med al sandsynlighed bliver svær at genetablere på europæisk plan.
