Krigen i Ukraine har med god grund taget al vores opmærksomhed og ryddet hele mediefladen siden Ruslands invasion den 24. februar. Alt det, vi normalt har været optaget af, har været sat på standby, for krigen har i den grad udfordret vores verdensbillede, sikkerhed og tryghed.
Den nye situation har affødt et Nationalt kompromis om Danmark sikkerhedspolitik, som giver ekstra 18 mia. kr. om året til det danske forsvar fra 2033. De penge, som vi skal bruge til oprustning af det danske forsvar, mindsker umiddelbart det økonomiske råderum, der er til forbedringer af velfærden.
Det må og skal være muligt at tilrettelægge et mere fair system, hvor toppen tages af stigningen i folkepensionsalderen
Udviklingen af velfærden må ikke gå i stå
Men vi må ikke sætte udviklingen af velfærdssamfundet i stå. Det vil være en for høj pris at betale. I stedet skal vi stå sammen om de nødvendige prioriteringer i det danske samfund, så der fortsat bliver råd til velfærd. Det gælder også retten til et godt otium.
Snart kommer Kommissionen for tilbagetrækning og nedslidning med sin rapport, der netop skal se på mulighederne for at lade folkepensionsalderen stige i et langsommere tempo.
Den nuværende kobling mellem levetid og folkepensionsalder – den såkaldte levetidsindeksering, stiller dagens børn og unge i en svær situation. De har først udsigt til at kunne trække sig tilbage med folkepension, når de er midt i 70’erne.
Kan vi holde til det?
I de kommende årtier vil den stigende levetid slå hurtigt og hårdt igennem på folkepensionsalderen. Det er befolkningen med god grund bekymret for. Og det bør Finansministeriet også være.
For kan vi holde til det?
Lige nu er folkepensionsalderen 67 år, men den stiger til 68 i 2030 og til 69 år i 2035. Det har folketinget allerede besluttet. Om tre år skal politikerne tage stilling til en forhøjelse til 70 år i 2040. Herefter er der udsigt til en stigning hvert femte år i takt med den stigende levetid.
Danmarks Statistik har netop gennemført en ny spørgeundersøgelse for FH. Den viser, at 2 ud af 3 danskere mener, at folkepensionsalderen kommer til at stige for meget.
Jeg tror, at den skepsis skyldes, at den stigende levealder ikke grundlæggende ændrer på menneskets biologi. Vi ældes med tiden og kan efterhånden ikke længere klare det samme, som i ungdommen – også selvom vores sundhedssystem er blevet bedre til at helbrede livstruende sygdomme.
Skrivebordsøvelsen går for vidt
Det er almindelig visdom, men det er som om, vi vælger at glemme det, fordi den konstant stigende pensionsalder skal skabe holdbare rammer om de offentlige finanser.
Med udsigten til Europas højeste pensionsalder er der noget, der tyder på, at skrivebordsøvelsen er ved at gå for vidt.
Jeg vil kraftigt opfordre til at udvise rettidig omhu og tage toppen af stigningen, så vi både tager hensyn til lønmodtagerne og får økonomien til at hænge sammen.
Undersøgelser af danskernes stigende levealder viser nemlig, at de ekstra leveår ikke kun er gode leveår. Der støder sygdom og skavanker til med tiden. Forskning fra Københavns Universitet viser, at en 65-årig mand i 2016 havde udsigt til at leve to år længere end en 65-årig mand i 2007, men ca. en tredjedel af perioden var med aktivitetsbegrænsninger.
Det er altså tid, hvor helbredet ikke længere er helt i top, og hvor seniorerne oplever, at de ikke kan holde til det samme, som de førhen kunne.
Derfor bør den længere levetid ikke slå fuldt ud i en forhøjelse af folkepensionsalderen, sådan som det sker i øjeblikket.
Brug for et mere fair system
Det må og skal være muligt at tilrettelægge et mere fair system, hvor toppen tages af stigningen i folkepensionsalderen. At den offentlige økonomi også skal hænge sammen er et vilkår.
Måske en lempet indeksering kræver nye prioriteringer. Det er så en diskussion vi må tage, for enderne skal mødes uden, at vi sætter velfærden over styr.
Jeg håber også, at Kommissionen for Tilbagetrækning og nedslidning vil have øje for den gruppe af danskere, der har svært ved at fortsætte på arbejdsmarkedet helt til pensionsalderen, fordi de er for slidte efter et langt arbejdsliv.
Både Tidlig Pension og Seniorpension, har været helt nødvendige tiltag, som har forbedret rammerne for tidlig tilbagetrækning. De ordninger skal vi holde øje med i de kommende år, så vi sikrer, at de i tilstrækkelig grad er til gavn for de grupper, der har brug for det.
Andre seniorer er heldigvis friske og raske og vil gerne fortsætte på arbejdsmarkedet – også efter folkepensionsalderen.
For dem, er det vigtigt, at arbejdsmarkedet kan favne dem, og at arbejdsgiverne skaber gode attraktive arbejdsvilkår, så seniorerne faktisk har lyst til at fortsætte. Her er der plads til forbedring.
