Medierne har den seneste tid fortalt om stigningen i tilkendelser af førtidspension, særligt for den unge gruppe fra 18 til 39 år.
Stigningen fører i Politiken den 29. oktober til den konklusion, at reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 har slået fejl, da det var en klar reformambition, at unge som udgangspunkt ikke skal på førtidspension, men i stedet skal have en individuel og helhedsorienteret indsats.
Man er nødt til at forstå, at førtidspension som udgangspunkt er sidste stop. Det er en ordning for mennesker, der ikke kan arbejde, og som i reglen ikke kommer til at kunne arbejde!
Direktør Jesper Beinov fra SMVdanmark konkluderer, at “tydeligvis har kommunerne ikke været i stand til at løfte opgaven”, ligesom vi hører rådmand i Odense Christoffer Lilleholt (V) konkludere, at “det her er meget alvorligt for vores økonomi”.
Således er banen nu kridtet op til en stramning af reglerne. Lige straks vil vi se forslag om, at det skal være sværere at få en førtidspension, eller at pensionen skal gøres midlertidig. Rationalet vil være økonomisk, mens argumenterne vil tale til maven og hedde, at vi ikke må parkere mennesker på passiv forsørgelse.
Tænkningen kan hurtigt blive, at hvis det er dyrt at give en førtidspension til mennesker, som ikke kan arbejde, så må vi bare gøre det sværere at få en pension. Problemet er bare, at førtidspensionisterne ikke bliver raske af, at man afholder dem fra et fast forsørgelsesgrundlag.
Det handler om helbred
Man er nødt til at forstå, at førtidspension som udgangspunkt er sidste stop. Det er en ordning for mennesker, der ikke kan arbejde, og som i reglen ikke kommer til at kunne arbejde. Og det handler ikke om økonomiske incitamenter men om helbred og funktionsnedsættelse.
Det tager normalt årelang sagsbehandling at få tilkendt en førtidspension, fordi reglerne allerede er meget stramme og kræver stor sundheds- og beskæftigelsesfaglig udredning.
Fra Ankesystemet ved vi, at mange socialt udsatte og alvorligt syge mennesker får afslag, fordi det ikke er entydigt godtgjort, at de har mistet al arbejdsevne i ethvert erhverv.
Barske sager
Sagerne er barske, og mange har brugt årevis i aktivering- og udredningsforløb, der i praksis har til formål at dokumentere nederlag – hvor lidt borgerne kan lykkes, og hvor begrænset restarbejdsevnen er.
Hvis man vil have nedbragt antallet af tilkendelser til førtidspension, bør man sætte ind med robust hjælp lang tid inden førtidspension kommer på tale. Det handler om kvalitet i psykiatrien, om sociale tilbud, om udvikling og afklaring af arbejdsevnen.
Man kan også sige det mere direkte: Hvis man underfinansierer psykiatrien i årevis, hvis man skærer på socialfaglig indsats, hvis de kommunale ressourceforløb ikke i tilstrækkelig grad har et ”individuelt og helhedsorienteret” indhold – så sætter det sig i førtidspensionstallene.
Derfor er det for enøjet, når Politikens overskrift lyder: ”Mette Frederiksens reform har fejlet”, for fejlen ligger ikke nødvendigvis i pensionsreglerne, men i den måde, vi bedriver sundheds-, social-, handicap- og beskæftigelsespolitik på.
Man kan derfor kun glæde sig over beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens udmelding om, at ”vi gør klogt i at analyse os ned i tallene, før vi konkluderer, hvad løsningen skal være.” Vi må så håbe, at analysen bredes ud til at se på årsager og indsatser, snarere end blot at forholde sig til førtidspensionstallene.
Indlægget er bragt på Altinget.dk
