Den danske model har et stort problem i form af udhulingen af dagpengesystemet, som langsomt men sikkert skærer sig dybere og dybere ind i ét af de ben, modellen hviler på.

Et stop for udhulingen er nødvendig for at fremtidssikre vores danske arbejdsmarkedsmodel. 

Dagpengene følger ikke med lønudviklingen

Gennem de sidste ti år er dagpengene blevet forringet på en række områder.

I dag er situationen den, at dagpengene ikke følger med lønudviklingen. Det har betydning for kompensationsgraden, altså hvor stor en del af den tidligere indkomst, dagpengene udgør, hvis man mister sit arbejde.

Nye beregninger fra FH viser, at bruttokompensationsgraden for almindelige lønmodtagere er faldet fra ca. 57 pct. i 1994 til 48 pct. i dag. Med de planlagte forringelser af dagpengene vil bruttokompensationsgraden falde yderligere til 46 pct. i 2023. 

Læs også: Markant fald i lønmodtagernes kompensationsgrad

Forringelser af dagpengene går ud over lønmodtagernes tryghed

Dagpengeforringelserne går først og fremmest ud over lønmodtagernes tryghed. Hvis lønmodtagerne ikke er trygge, så siger det sig selv, at de vil kræve tryghed på en anden måde, fx via overenskomsterne.

Vi risikerer, at der vil rejse sig en stigende utilfredshed med fleksibiliteten i de relativt korte opsigelsesvarsler herhjemme, som giver arbejdsgiverne mulighed for let at hyre og fyre i takt med udviklingen i ordrebøgerne. 

Forringelserne kan mærkes, og det er også det, lønmodtagerne reagerer på, når vi pludselig ser en udbredelse af private lønforsikringer.

Lizette Risgaard

På den måde er tryghed og fleksibilitet uløseligt forbundne, og når der er balance i tingene, så skaber det et dynamisk dansk arbejdsmarked, som store dele af verden misunder os. 

Voksende ubalance får konsekvenser og skader den danske model

Den balance udfordres af dagpengeforringelserne. Og man kan ikke lade stå til og lade en ubalance vokse og vokse, uden at det får konsekvenser. Derfor kan man heller ikke lukke øjnene for, at dagpengeforringelser skader den danske model.

Guderne skal vide, at fagbevægelsen i årenes løb har advaret om konsekvenserne!

Vi har nået et punkt, hvor også arbejdsgiversiden i form af DI’s forhenværende administrerende direktør har udtrykt bekymring for den danske model og understreget, at der er skåret så hårdt ind til benet i dagpengesystemet, at vi er inde ved ”nervespidserne”.

Man bør lytte nøje efter, når arbejdsmarkedets parter på denne vis råber vagt i gevær om den danske models stabilitet.  

Hvad vil omkostningerne være ved at fortsætte udhulingen af dagpengesystemet og dermed sætte hele den danske model over styr? 

Lizette Risgaard

Udbredelse af private lønforsikringer

Ved at liste dagpengeforringelserne ind ad bagdøren med små skridt år for år, så har man måske haft en naiv forestilling om, at ingen ville mærke det. Sådan forholder virkeligheden sig bare ikke. Forringelserne kan mærkes, og det er også det, lønmodtagerne reagerer på, når vi pludselig ser en udbredelse af private lønforsikringer.

Jeg hører gang på gang politikere skamrose og fremhæve den danske model som én af årsagerne til den gode og sunde danske økonomi.

Alle er enige om, at den danske flexicurity har været med til at gøre Danmark til et af verdens rigeste lande. Men så snart snakken falder på den gradvise udhuling af dagpengene, så får piben en anden lyd. 

Straks får vi at vide, at et opgør med dagpengeforringelserne vil være ubetaleligt dyrt. Det er uansvarligt og kan slet ikke komme på tale. Og jo, det er klart, at det vil kræve lidt penge af stoppe udhulingen – det kan ikke være anderledes.

Tag nu et opgør med finansministeriets regnemodeller

Men størstedelen af den udgift, som ifølge Finansministeriets regnemodeller vil være påkrævet for at genoprette dagpengesystemet, den stammer fra regnemodellernes antagelse om, at en ordentlig dagpengedækning vil give højere arbejdsløshed.

Altså at flere lønmodtagere vil sige deres gode job op, fordi de har fået udsigt til at få dækket en lidt større andel af deres løn gennem dagpenge. Og ifølge Finansministeriets beregninger vil et stop for udhulingen af dagpengene derfor blive endda meget dyrere, end de penge, der egentlig alene skal tilbageføres til systemet for at genoprette udhulingen. 

Denne tankegang er endnu et eksempel på nødvendigheden af at få taget et opgør med Finansministeriets regnemodeller, der gang på gang sætter en stopper for fornuftige investeringer.

Hvad er omkostningerne ved at sætte den danske model over styr?

Men mindst ligeså vigtigt i denne sammenhæng er spørgsmålet: Hvad vil omkostningerne være ved at fortsætte udhulingen af dagpengesystemet og dermed sætte hele den danske model over styr? 

En fortsat udhuling af dagpengene er en udhuling af selve flexicurity. Derfor må blødningen stoppe nu, hvis vi skal fastholde tilslutningen til dagpengene og fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked.  

Beskæftigelse