Af Majbrit Berlau og Ejner K. Holst
Fik dagpengesystemet en krone, hver gang flexicuritysystemet er blevet rost i velmenende politiske skåltaler, havde vi ikke behov for private lønsikringsordninger.
Men desværre er der langt fra ord til handling, og i en årrække har vi nu kunnet se sikkerhedsdelen i modellen blive udhulet, uden at der er blevet taget politisk stilling til at stoppe op og vende udviklingen.
Og selv om dagpengesystemet er et kerneelement i diskussionen, så handler det også om, hvordan vi behandler de mennesker i Danmark, der har det sværest
Majbrit Berlau og Ejner K. Holst
Det er blevet så grelt, at i 2018 måtte selv arbejdsgiverne – i form af daværende direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad – advare om, at der allerede var skåret hårdt ind til benet i dagpengesystemet, så det ville underminere det fleksible arbejdsmarked og koste dyrt for virksomhederne, hvis man strammede yderligere.
Hvordan behandler vi de mennesker der har det sværest?
Det er sund fornuft og kun blevet mere rigtigt siden. Det kan virke som en diskussion for arbejdsmarkedsentusiaster, men det drejer sig ikke bare om teknik, satser og private lønsikringsmodeller.
Og selv om dagpengesystemet er et kerneelement i diskussionen, så handler det også om, hvordan vi behandler de mennesker i Danmark, der har det sværest.
Det er egentlig en grundlæggende diskussion om, hvordan vi sikrer danskerne tryghed nu og fremadrettet bevarer den samfundskontrakt om velfærdssamfundet, som vi er indgået i sammen.
Nekrolog er ikke skrevet
Tryghed er også et spørgsmål om at sikre dynamik og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Trygge mennesker tør udfolde sig selv og tage chancer i arbejdslivet til gavn for virksomhedernes konkurrencekraft.
Fagbevægelsen har været – og skal fortsat være – en bærende samfundssøjle.
Majbrit Berlau og Ejner K. Holst
Men mere grundlæggende er det dét, som vi giver til hinanden ved at være en del af samme fællesskab. Og derfor er det helt afgørende, at vi står vagt om, at danskerne er trygge i deres liv.
Derfor svarer vi naturligvis klart “nej” til spørgsmålet, om fagbevægelsen har opgivet den universelle velfærdsmodel. Fagbevægelsen har været – og skal fortsat være – en bærende samfundssøjle.
Vi har taget ansvar for hele samfundet, også når det har været svært. Det skal vi blive ved med.
Desuden er vi endnu ikke dér, hvor nekrologen over den universelle velfærdsstat er skrevet. Men måske er vi snart dér, hvor det sorte jakkesæt skal sendes til rens.
Politikere gambler med samfundskontrakten
For hvad enten det gælder nye private lønsikringsordninger, lave kompensationsgrader eller udhulede ydelsessatser, er det tydelige symptomer på, at vi er på vej ud, hvor vi ikke længere kan bunde i forhold til at skabe tryghed for de danskere, der bliver ramt af uheld, en ulykke, eller at man er kommet skævt af sted fra start i livet.
De danske politikere gambler derfor ikke kun med flexicuritymodellen, når maskerne i sikkerhedsnettet bliver større, men også med vores samfundskontrakt.
Det er bydende nødvendigt at tage alvorligt, når vi gang på gang hører, at dagpengesystemet og de regler, der gælder for folk på kanten eller uden for arbejdsmarkedet, ikke længere er tilstrækkelige til at skabe tryghed for den enkelte.
Når livet rammer skal velfærdsmodellen i spil
Hvis velfærdssamfundet kun tilbyder os en paraply, når solen skinner, og vi ikke har ret til den, når det øser ned, kan vi hverken bruge paraplyen eller velfærdssamfundet til særlig meget.
Det er netop, når livet rammer, at den universelle velfærdsmodel skal i spil. Her står vi over for nogle valg i de kommende år, hvor vi klart ser et behov for at opprioritere sikkerhedsnettet, så vi kan få trygheden tilbage til danskerne.
Debatindlægget er bragt på Altinget.dk 09.12.19
