Det lyder flot, når dele af blå blok siger, at de vil sende flere penge i borgernes lommer. Men de glemmer at fortælle, at pengene primært havner hos dem, der har mest – og at de vil sende regningen til lønmodtagerne.
Ser man på forslagene fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance, er der tale om reformer og besparelser, som samlet set vil koste lønmodtagerne dyrt.
Det er ikke småjusteringer. Det er ændringer, der kan mærkes i hverdagen.
Farvel til tidlig pension
Det mest vidtgående er Konservatives forslag om at afskaffe ordningen for tidlig pension og efterløn.
Det vil gå ud over mureren, pædagogen og andre lønmodtagere, der har knoklet, siden de var unge i krævende job – og efterlader dem uden en reel mulighed for at trække sig tilbage, før helbredet sætter en stopper for arbejdet.
Jeg mener, vi skal gå den anden vej. Der skal være plads til en værdig afslutning på et langt arbejdsliv. Det kræver, at vi fastholder og udvikler mulighederne for tidlig tilbagetrækning for dem, der gennem årtier har holdt samfundet kørende.
En anden stor del af regningen findes i dagpengesystemet. Konservative vil forringe dagpengene med op til 3,7 milliarder kroner, mens Liberal Alliance vil skære endnu mere – hele 8,6 milliarder kroner. Samtidig vil de regulere ydelserne mindre, så de bliver mindre værd over tid.
Det betyder, at flere arbejdsløse vil opleve, at økonomien ikke hænger sammen. I en tid med høje priser på fødevarer og benzin lægger det et stort pres på familier, der i forvejen står i en usikker situation, og sidst på måneden må strege selv de mest basale varer på indkøbslisten.
Vi skal være stolte over, at beskæftigelsen er høj og at tre millioner lønmodtagere går på arbejde hver dag, men mange oplever at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet. Hvis vi rokker ved dagpengesystemet, svækker vi både lønmodtagernes tryghed, men også forudsætningen for et fleksibelt arbejdsmarked, som også gavner erhvervslivet.
Selskabsskattelettelser for milliarder
Og det er tydeligt, hvad pengene skal bruges til.
Fælles for de tre partier er, at de vil sænke selskabsskatten – Konservative går så vidt som til at ville sænke selskabsskatten for 13 milliarder kroner. Det er penge, der går til de allerstørste virksomheder. Venstre og Liberal Alliance vil sænke skatten på aktie- og kapitalindkomst.
Liberal Alliance foreslår samlet set skattelettelser, der betyder, at en topdirektør kan få op mod 224.000 kroner ekstra om året, mens en almindelig lønmodtager får omkring 12.000 kroner.
Det er tal, der taler for sig selv.
Samtidig har partierne ikke afsat penge til at sikre den kvalitet i velfærden, vi kender i dag. Det kan betyde mindre tid hos de ældre på plejehjemmene og gøre det sværere for daginstitutionerne at sikre fleksible tilbud til børnefamilier, så hverdagen kan hænge sammen.
Og når det kommer til finansieringen, hænger regnestykket ikke sammen.
Venstre vil hente 4,5 milliarder kroner, Konservative 12 milliarder og Liberal Alliance hele 23 milliarder kroner på afbureaukratisering.
Det ser måske fint ud i et regneark. Men så store besparelser betyder færre ansatte, mindre kontrol og dårligere service for borgerne.
Partierne skylder at fortælle, hvilke opgaver der skal droppes. Skal der være færre tilsyn på byggepladser, mindre kontrol i Skat eller længere ventetid for borgerne og virksomheder?
Formueskat skaber ikke utryghed – det gør de blå
Når man lægger det hele sammen, tegner der sig et klart billede: Nogle blå partier har brugt valgkampen på en skræmmekampagne om, at en lille skat på de ultrarige vil slå bunden ud af dansk økonomi og skabe utryghed. Imens har de selv planer om at sende en langt større regning til lønmodtagere og dem, der har mindst.
Jeg mener ikke, at tiden kalder på at forgylde de mest velhavende og øge uligheden. Tiden kalder derimod på, at en kommende regering, uanset farve, prioriterer lønmodtagerne. Deres hverdag. Deres arbejdsliv. Og behovet for at skabe mere tryghed og retfærdighed i en usikker verden.
Indlægget er bragt i Information 22. marts 2026