I marts 2021 blev en pædagog i en privatejet vuggestue i København forfremmet til souschef.
Med forfremmelsen fulgte et tillæg, men pædagogen fik aldrig en ny kontrakt eller andet papir på sit nye job og sin nye løn. Derfor kan hun ikke bebrejdes, at hun ikke opdagede, at hun i de følgende to år og fire måneder fik udbetalt tillægget to gange.
Det har en faglig voldgift fastslået efter en længere konflikt mellem parterne.
Iværksatte tvungen tilbagebetaling
Fejlen opstod, da en administrativ medarbejder manuelt tildelte pædagogen tillægget i lønsystemet. Det var nemlig automatisk blevet tildelt pædagogen i forbindelse med forfremmelsen.
Men op til forfremmelsen havde pædagogen fået et andet tillæg, som ikke længere optrådte på lønsedlen, og derfor studsede hun ikke over, at der var to forskellige tillæg.
Ikke mindst, fordi der var små forskelle i ordlyden og beløbene, selvom begge tillæg altså skyldtes funktionen som souschef.
Vuggestuen, der ved voldgiften var repræsenteret af paraplyorganisationen FOBU, hævdede til gengæld, at pædagogen måtte have handlet i ond tro og måtte have været klar over, at det var det samme tillæg, hun uretmæssigt fik to gange.
Derfor havde vuggestuen da også forinden iværksat en tvungen tilbagebetaling af beløbet på små 32.000 kroner via pædagogens lønudbetalinger. Her havde hun i en periode fået udbetalt 3000 kroner mindre, indtil hendes ”gæld” var afdraget.
Handlede ikke i ond tro
Den faglige voldgift skulle derfor tage stilling til, om vuggestuen skulle betale de 32.000 kroner tilbage til pædagogen. Og også, om hun fortjente en godtgørelse for sin manglende ansættelseskontrakt i forbindelse med forfremmelsen. Endelig skulle det besluttes, om den tvungne tilbagebetaling var et brud på overenskomsten.
Den faglige voldgift gav pædagogen og BUPL medhold i alle tre punkter.
Det afgørende var, om pædagogen vidste, at hun fik for meget i løn. Og her fandt den faglige voldgift, at fordi pædagogen tidligere havde modtaget et andet tillæg, og fordi de to tillæg for souschef-funktionen ikke var ens på lønsedlen, kunne man ikke forvente, at hun skulle gennemskue, at det var det samme tillæg to gange. Derfor skal vuggestuen betale de 32.000 kroner tilbage til hende.
LÆS OGSÅ: Socialrådgiver får stor erstatning i banebrydende Højesteretssag
Desuden fandt den, at fraværet af en ny ansættelseskontrakt var et brud på oplysningspligten i overenskomsten, og derfor blev pædagogen tilkendt en godtgørelse på 7.500 kroner.
Og sidst, men ikke mindst, blev det fastslået, at opkrævningen af tillægget var i strid med overenskomsten, og derfor skal vuggestuen betale en bod på 15.000 kroner til BUPL.








