I 2021 blev 1.409 personer i EU diagnosticeret med arbejdsrelateret lungehindekræft. Samme år blev der registreret 2.380 dødsfald som følge af sygdommen.

I Danmark var antallet af personer, der døde som følge af lungehindekræft på 49 personer. Vi er derfor langt fra målet om, at ingen skal blive syge eller dø af at gå på arbejde. 

EU reviderede direktivet om asbest på arbejdspladsen i 2023. I samme ombæring havde Europa-Kommissionen lovet at præsentere et supplerende forslag til et direktiv om asbestscreening, -registrering og -overvågning.

Løfte ikke indfriet

Direktivet skulle oprindeligt have været præsenteret i juni 2023, men Kommissionen har indtil videre ikke indfriet sit løfte om et lovforslag om screening af bygninger for asbest. Dermed er den videre indsats for at beskytte arbejdere mod asbest udsat på ubestemt tid.

Europa-Kommissionens udskydelse af lovforslaget er alvorligt. Udviklingen indenfor arbejdsrelateret lungehindekræft går nemlig den forkerte vej.

Tallene fra Eurostat viser en stigning på 10 % i antallet af personer, der blev diagnosticeret med arbejdsrelateret lungehindekræft fra 2020 til 2021. 

Alt for stor risiko

Denne stigning understreger behovet for handling.

Kommissionen bør arbejde hårdt på at få forslaget om et direktiv om asbestscreening, -registrering og -overvågning klar. Selvom asbest har været forbudt i EU siden 2005, er den stadig til stede i ældre bygninger.

Alt for mange mennesker er således i risiko for at komme i kontakt med det kræftfremkaldende stof, når de er på arbejde.

Det er derfor, det er så vigtigt, at der bliver indført en pligt til asbestscreening, -registrering og -overvågning af bygninger, hvis vi skal have vendt udviklingen.

Overblik over udbredelsen af arbejdsrelateret lungehindekræft i 2021

Overblik over udbredelsen af arbejdsrelateret lungehindekræft i 2021

  • Mellem 4 og 7 millioner arbejdere i hele EU er udsat for asbest
  • Lungehindekræft tegner sig stadig for 40 % af de arbejdsrelaterede kræfttilfælde
  • 1.409 personer i EU blev diagnosticeret med arbejdsrelateret lungehindekræft i 2021. Samme år blev der registreret 2.380 dødsfald som følge af sygdommen
  • Italien registrerede det højeste antal dødsfald som følge af lungehindekræft (518), efterfulgt af Tyskland (400) og Frankrig (329). I Danmark var antallet af dødsfald på 49

Læs mere: Mesothelioma cancer: still a relevant occupational disease – Eurostat (europa.eu)