Den Europæiske Fagbevægelse (ETUC) afholdt tirsdag en debat om styrkelse af den europæiske sociale dialog. Europæiske fagforeningsrepræsentanter, politikere fra Europa-Parlamentet og embedsfolk fra Kommissionen var samlet for at diskutere fremtiden for den sociale dialog i Europa. 

Arrangement blev benyttet til at lancere ETUC’s håndbog om social dialog, hvori der anvises veje til at føre rådshenstillingen om social dialog fra 2023 ud i livet. 

Alle deltagere var enige om, at social dialog bidrager til velfungerende arbejdsmarkeder, og at det er vigtigt at styrke den fremadrettet – også på et europæisk plan.

Radtke kræver handling

Deltagerne var knap så enige, når det kom til, hvor godt det står til med den sociale dialog. Maria Luisa Cabral, direktør for Generaldirektoratet for Beskæftigelse, var meget positiv og optimistisk.

Hun mente, at de foreløbige handleplaner for den kommende Kommission havde et stort fokus på social dialog. Dennis Radtke, tysk Europa-Parlamentariker fra EPP-gruppen, var mere skeptisk, og kaldte i stedet på handling og resultater – ikke blot fine ord.

Der var også kritiske kommentarer fra flere af Europa-parlamentarikerne om, at det ikke var lykkedes parterne at indgå en aftale om Right to Disconnect. Nødvendigheden af at genoprette tilliden mellem parterne blev i den forbindelse fremhævet

Strejkeretten er truet i Finland

Undervejs i debatten blev det også tydeligt, at den sociale dialog er under pres flere steder i Europa. I Finland er bl.a. retten til at strejke truet, fortalte Pekka Ristelä fra den finske hovedorganisation, SAK.

I Polen er kendskabet til social dialog og de fordele den bringer, meget lille, og det svækker muligheden for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter fortalte Piotr Ostrowski fra den største faglige hovedorganisation i Polen, OPZZ.

Debatarrangementet fandt sted netop som arbejdsmarkedets parter på europæisk plan står overfor at skulle forhandle om en “Pagt” om den sociale dialogs fremtid og indgå aftale om et arbejdsprogram for de næste par år.

Der er ingen tvivl om, at både parlamentarikerne som repræsentanterne fra Kommissionen finder det uhyre vigtigt, at den sociale dialog kommer tilbage på sporet og leverer resultater til gavn for både arbejdsgivere og arbejdstagere i EU.