Et fald på hjemmekontoret er en arbejdsskade, som er dækket af arbejdsskadeforsikringsloven.

Det slog Østre Landsret for nylig fast i en principiel sag, som HK Danmark har ført med støtte fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

En kvindelig kontoransat blev i 2020 af sin arbejdsgiver pålagt at arbejde hjemme, hvor hun fik stillet bord, skærm mv. til rådighed.

Det er en meget vigtig sejr, for medarbejdere skal ikke stilles dårligere på hjemmekontoret end på den fysiske arbejdsplads!

Flemming H. Grønsund, næstformand i FH

Brækker skulderen i fald

Da hun på et tidspunkt vil gå ud i køkkenet for at hente en kop kaffe og går tilbage til sit skrivebord, falder hun over en kasse, der står på gulvet. Hun brækker skulderen og pådrager sig flere andre fysiske skader.

Skaden blev meldt til Ankestyrelsen, som afviste at anerkende skaden som en arbejdsskade, hvorpå HK Danmark gik i retten på vegne af HK-medlemmet.

”Det er en meget vigtig sejr, for medarbejdere skal ikke stilles dårligere på hjemmekontoret end på den fysiske arbejdsplads,” lyder det fra Flemming H. Grønsund, næstformand i FH.

Landsret underkender Ankestyrelsen

I første omgang afviste Ankestyrelsen, at der var tale om en arbejdsskade, fordi kassen, som HK-medlemmet faldt over, indeholdt private ejendele. Men det underkendte landsretten.

Sagen er principiel og vil få betydning for fremtidige sager om hjemmearbejde, lyder det fra Flemming H. Grønsund.

Hjemmearbejdspladsen blev en fast del af hverdagen for mange lønmodtagere under corona-nedlukningen, men den er kommet for at blive

Flemming H. grønsund

”Hjemmearbejdspladsen blev en fast del af hverdagen for mange lønmodtagere under corona-nedlukningen, men den er kommet for at blive. Og derfor er det vigtigt, at lønmodtagerne ikke stilles dårligere, bare fordi de arbejder hjemme i dagligstuen frem for på arbejdspladsens adresse,” siger han.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i andet kvartal af 2023 var næsten 30 procent af lønmodtagerne, der af og til arbejdede hjemmefra.

Naturligt at hente kaffe

Landsretten lagde vægt på, at det var en naturlig ting i sammenhæng med arbejdet, at HK-medlemmet undervejs i arbejdet hentede kaffe til sig selv.

Derudover lagde retten til grund, at HK-medlemmet udførte arbejde efter instruks fra sin arbejdsgiver fra sin dertil indrettede arbejdsplads i sit eget hjem, og at arbejdsgiveren ikke havde givet instrukser vedrørende indretningen af hjemmearbejdspladsen.