Regeringen vil skabe en ny beskæftigelsesindsats som svar på massiv kritik af beskæftigelsesindsatsen gennem mange år. Samtidig vil de spare tre milliarder kroner på indsatsen.
Der er mange holdninger til, hvordan det skal gøres. Blandt andet kom vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation i august sidste år med vores bud på en ny beskæftigelsespolitik funderet på tillid, frihed og værdighed.
I denne uge var det så Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der havde slået sig sammen om et bud. Konkret præsenterede de i Altinget mandag seks fokuspunkter.
KL og DA foreslår at lade den dysfunktionelle skoleklasse køre videre!
Jeg skal ikke gennemgå dem alle seks – dem kan man blive klogere på her, hvis man har lyst til det.
Men kogt ned til essensen går de ud på, at der skal ændres meget lidt ved det nuværende system; blandt andet skal kommunerne bevare ansvaret for de ledige, mens mere udbud vil skabe markant mere bureaukrati.
Vil lave mere for færre penge
Nemlig, at det nuværende system med jobcentrene i centrum i årevis har været under massiv kritik for en række forskellige forsømmelser.
KL og DA lader til helt at have glemt årsagen til, hvorfor der i første omgang er opstået et massivt politisk ønske om, at vi skal have et nyt beskæftigelsessystem.
For eksempel, at de ikke har givet borgerne den indsats, som de har krav på. At de har enormt høje fejlprocenter på eksempelvis sanktioner særligt for de meget udsatte borgere.
Og ikke mindst, at der har været helt urimeligt lange afklaringsforløb og for mange eksempler på komplet meningsløse indsatser.
Det er baggrunden for det massive politiske ønske på Christiansborg om grundlæggende forandringer af beskæftigelsesindsatsen, og af regeringsgrundlaget fremgår det, at ”Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen… Det skal ske ved at nedlægge jobcentrene… A-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder står uden arbejde, uden at det svækker tilskyndelsen til job.
Den øvrige beskæftigelsesindsats skal i højere grad prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job”
Alligevel må man altså forstå på DA og KL, at vi ikke skal ændre meget, og at kommunerne fortsat skal have ansvaret for alle ledige, samtidig med, at vi kan forstå, der også skal være råd til at bygge et helt nyt bureaukrati op til at administrere og måle effekten af den øgede brug af udbud, der bliver lagt op til af KL og DA.
Og det altså for langt færre midler end i dag.
Det er vist noget, man i bedste fald kan kalde aldeles optimistisk. Man kan også kalde det uansvarlig ønsketænkning.
I fagbevægelsen foreslår vi derimod, at a-kasserne skal have det fulde ansvar for de forsikrede ledige – altså de ledige, der er medlem af en a-kasse og som ikke har andre udfordringer, end at de mangler et arbejde.
Det vil a-kasserne påtage sig ansvaret for, og dermed vil jobcentrene, som det også er den politiske ambition i regeringsgrundlaget, få frigjort ressourcer til at fokusere indsatsen på andre ledige – for eksempel dem med fysiske eller psykiske lidelser, nedsat arbejdsevne, manglende dansk og så videre.
Giv a-kasserne mere ansvar, ikke mindre
KL og DA vil derimod sidestille a-kasserne med private aktører. Det er altså helt sort snak at tale om a-kasserne i en sådan rolle. A-kasserne kender deres medlemmer bedst og er det sted, de forsikrede ledige helst vil have hjælp.
Samtidig har a-kasserne et virkelig stærkt incitament til at få de ledige i job. Dels fordi, medlemmerne jo vil melde sig ud, hvis de ikke får god nok hjælp. Og dels fordi, langtidsledige er rigtig dyrt for a-kassen.
Det betyder, at a-kasserne vil være mere ivrige for at hjælpe de ledige i job end kommunerne, hvor budgetgarantien holder en hånd under økonomien. A-kasserne har altså i langt højere grad hånden på kogepladen i forhold til at hjælpe den ledige videre.
Som i en skoleklasse med stærke og udfordrede elever, fylder de komplicerede ledige med andre udfordringer end ledighed lige nu meget i jobcentrene, og det skal de også.
Men det tager omvendt fokus fra de ledige, som burde kunne hjælpes videre uden nogen stor indsats.
Derfor foreslår vi at lade a-kasserne tage ansvaret for de forsikrede ledige, så jobcentrene kan bruge endnu flere ressourcer på dem, der har brug for mere hjælp. KL og DA foreslår derimod at lade den dysfunktionelle skoleklasse køre videre.
Det hænger simpelthen ikke sammen.