Når regeringen lægger op til at fjerne muligheder for tidlig tilbagetrækning for seniorer, er det ikke bare et udtryk for en forfejlet strategi, men også for en manglende forståelse for de mennesker, det handler om.
Kort sagt er fortællingen fra regeringens side, at fordi vi mangler hænder – det allestedsnærværende arbejdsudbud – så skal det være sværere for langtidsledige og syge seniorer at trække sig lidt tidligere tilbage.
Man siger som bekendt, at for en person med en ny hammer ligner alting søm. Desværre er regeringens hammer ikke ny, men de er stadig parat til at slå til og ser søm over alt.
Men det er hverken en god eller værdig løsning.
Til gengæld mangler der stadig muligheder for de tusindvis af seniorer, som gerne vil arbejde længere, men som af den ene eller anden grund har brug for særlige vilkår.
Det kan være efteruddannelse, så man kan varetage en anden funktion, hvis kroppen ikke længere kan det, den har gjort de seneste 40 år. Eller særlig indretning af arbejdspladsen, hvis det er det, der er behov for.
Der er mange løsninger for at hjælpe folk, hvis man vil.
Det korte af det lange er, at vi går glip af den enorme ressource, vores seniorer er, hvis ikke vi skaber de rigtige rammer for dem.
Læg hammeren væk!
Man siger som bekendt, at for en person med en ny hammer ligner alting søm. Desværre er regeringens hammer ikke ny, men de er stadig parat til at slå til og ser søm overalt.
I stedet burde de lægge hammeren til side og finde redskaberne frem til at støtte de tusindvis af dygtige og kompetente seniorer, som gerne fortsat vil være en del af arbejdsmarkedet.
For når regeringen lægger op til at forringe seniorpensionen med argumentet om at sikre arbejdsudbuddet, er det et kæmpe fejlskud.
Arbejdsudbudseffekten ved at forringe seniorpension er stærkt tvivlsom, da personer på seniorjob er mindst 61 år gamle og højest kan arbejde to dage om ugen, og dermed per definition er syge eller nedslidte. Blot seks pct. kommer fra beskæftigelse.
De mennesker har fortjent at kunne trække sig tilbage, før arbejdsmarkedet slider dem helt ned.
Hvis vi i stedet tilbyder bedre vilkår for efteruddannelse og sporskifte tidligere i arbejdslivet, vil det skabe mulighed for, at dygtige og eftertragtede medarbejdere kan skifte ud af nedslidende brancher og fortsætte deres tilknytning til arbejdsmarkedet i stedet for at ende med sygdom og tilbagetrækning.
Derfor skal en kommende trepartsforhandling om seniorer være væsentligt mere afbalanceret end blot at forringe tilbagetrækningsmulighederne ud fra en på forhånd given bundlinje.
Hvis fagbevægelsen overhovedet skal kunne skrive under, skal der væsentlige forbedringer med på bordet. Det kunne være i form af sporskifte (uddannelse), arbejdsmiljø, og seniorpolitiske redskaber med investeringer og incitamenter.
