I den ideelle verden vælger vi det arbejde og fag, som vi finder mest interessant, og som vi har forudsætningerne for at kunne klare os bedst i. Det øger produktiviteten og væksten i et samfund, når det har adgang til og udnytter hele sin talentmasse.
Desværre tror jeg, at alt for mange unge afskriver bestemte karriereveje på grund af forældede kønsmæssige forestillinger.
Hvis vi for alvor skal lykkes med at skabe lighed mellem kønnene, er der flere glaslofter, vi skal knuse på arbejdsmarkedet. Og én af de største og sværeste udfordringer er, at vi stadig i 2021 taler om ’mande- og kvindefag’.
Tab for arbejdsgiverne
Det er ikke bare ærgerligt for den 19-årige mand, som ikke har taget en uddannelse, og som måske kunne blive en fremragende social- og sundhedsassistent.
Det er også et tab for arbejdsgiverne, der skriger på faglærte. Det samme kan siges med omvendt fortegn om industrien, byggeriet og på nogle af de naturvidenskabelige uddannelser.
Arbejdsgiverne har faktisk en mulighed for at gøre noget ved sagen. For det er en gammelkendt sandhed, at det er svært at blive til noget, som man ikke kan se. Derfor er det også en stor udfordring, at kun omkring en femtedel af medarbejderne i den kommunale og regionale sektor er mænd, og at kvinder udgør under 40 procent af de ansatte i det private.
Nye rollemodeller
Denne form for kønsopdeling burde høre til i historiebøgerne! Men det slår stadig igennem, når de unge vælger uddannelse. Det gør os fattigere som samfund, for det betyder, at talentmassen i bestemte brancher mindskes, når der er unge, der fravælger et fag, de måske kunne excellere i – bare fordi der hører et stigma til.
I fagbevægelsen vil vi gerne presse på for, at ordene ’mande- og kvindefag’ kommer til at høre fortiden til, når vi rammer 2050.
Desuden har vi 100.000 ’tabte unge’, som hverken er i uddannelse eller job. Dem har vi et kæmpe ansvar for at få med i vores uddannelses- og arbejdsfællesskab. Og det vil alt andet lige være nemmere, hvis de har flere fag at vælge imellem, end den antikvariske opdeling på grund af køn giver dem.
Derfor kan det også kun gå for langsomt med at få udryddet den skarpe kønsopdeling. I fagbevægelsen vil vi gerne presse på for, at ordene ’mande- og kvindefag’ kommer til at høre fortiden til, når vi rammer 2050.
Vigtigt med en aktiv indsats
Nu vil nogen nok mene, at det da må være op til de unge selv. Lad Sara blive sygeplejeske og Mikkel blive murer. Til det er mit svar: Selvfølgelig skal de selv vælge! Men hvad er argumentet for ikke at gøre en aktiv indsats for at rive fortidens barrierer ned? De unge, arbejdsgiverne og hele samfundet har kun noget at vinde ved at gøre op med forældede normer.
Jeg tror, at virksomheder, arbejdsgiverorganisationer, politikere og fagbevægelse må samarbejde om en kollektiv indsats for at få nedbrudt fordommene. Det kan vi gøre ved at etablere flere ordninger med rollemodeller, som de unge kan spejle sig i.
Boss Ladies
Her kunne man med fordel lade sig inspirere af projektet ’Boss Ladies’, der skal give flere piger øjnene op for mulighederne i bygge-, anlægs- og installationsbrancherne som murere, tømrere eller elektrikere.
I projektet møder piger i 7., 8. og 9. klasse unge kvinder, som er i gang med en erhvervsuddannelse. På den måde kan pigerne i udskolingen få øjnene op for alle de muligheder, der findes, når de skal vælge uddannelse, fordi de kan spejle sig i nogen, som stod i samme position som dem for få år siden – og som beviser, at det kan lade sig gøre.
Sygeplejefaget fra et mandeperspektiv
Men det drejer sig naturligvis ikke kun om pigernes valg. Det samme gør sig gældende for vores drenge og unge mænd. De skal også se og opleve, at der er mange gode job og muligheder, hvis de brænder for at hjælpe ældre medborgere, at stimulere og udvikle vores børn eller sørge for, at man som syg får den rigtige pleje og omsorg og bliver rask igen.
Her kunne man skele til kampagnen ”Man(d) kan blive sygeplejerske”, hvor mandlige sygeplejerskestuderende besøger gymnasier for at holde oplæg om sygeplejefaget fra et mandeperspektiv. Det er rigtig godt, og sådan nogle ordninger kan have godt af fællesskabets støtte, så de ikke forsvinder, når de frivillige kræfter rykker videre.
Opgør til gavn for alle
Men vi, der er på arbejdsmarkedet, må også gribe i egen barm.
Hvordan møder vi egentlig de unge, når de får deres første erfaringer med et fag, der har været meget mande- eller kvindedomineret? Hvad oplever den kvindelige lærling, som træder ind i skurvognen, eller den mandlige sygeplejestuderende? Og tager vi nok ansvar for at få de unge ordentligt integreret på arbejdspladserne, så de føler sig som en fuldgyldig del af fællesskabet uanset køn?
Vi skylder de kommende generationer at fjerne så mange barrierer som muligt for et fordomsfrit valg af uddannelse og job. At få taget et opgør med mande- og kvindefag er et afgørende skridt for at skabe et arbejdsmarked, hvor enhver har de bedste muligheder for at udfolde sit fulde potentiale – til gavn for sig selv og for fællesskabet.
Rigtig god 8. marts!
