Det kræver analyse at sikre social balance i klimaafgifter

I juni besluttede et bredt politisk flertal, at der skal udarbejdes et oplæg til en grøn skattereform, hvor klimaafgifter skal være en af hovedmotorerne for at nå 70 pct.-målet.

Afgifterne skal indføres ”under hensyntagen til bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, beskæftigelse og social balance samt uden samlet tab af arbejdspladser og med et minimum af CO2-lækage”. 

FH helhedsplan for grøn omstilling: Sammenomgrønomstilling.dk

Det kan dog vise sig svært at balancere de mange hensyn. Fx kan bundfradrag eller subsidier til virksomheder spise af provenuet og dermed begrænse mulighederne for at omfordele provenuet af sociale hensyn. Og omvendt. Dertil kommer, at provenuet fra klimaafgifterne falder i takt med reduktionen i CO2-udledningerne.     

Den offentlige debat om klimaafgifter har især handlet om bekymringen for, at danske afgifter kan rykke produktion og udledninger til udlandet – det, der kaldes CO2-lækage.

Den problematik er vigtig, også ud fra hensynet til social balance. Udflytning kan nemlig koste arbejdspladser. Og selvom omstillingen samtidig skaber nye job – svarende til 200.000 årsværk ifølge FH – risikerer den enkelte at komme i klemme.

Vi mangler fortsat arbejdet med grundigt at få analyseret forskellige modeller for, hvordan vi bedst muligt undgår, at produktion, udledninger og arbejdspladser rykker ud af landet.

Social balance handler imidlertid ikke kun om job. Det handler også om klimaafgiftens direkte fordelingsmæssige konsekvenser for forbrugere. 

Klimaafgifters sociale konsekvenser er underbelyst

Hvad ved vi egentlig om de fordelingsmæssige konsekvenser? I debatten henviser mange til tænketanken Krakas beregninger for en model, hvor klimaafgiften frem mod 2030 stiger med 1.000 kr. pr. ton CO2 fra det nuværende niveau på ca. 170 kr., og bl.a. elafgiften sænkes. Kraka konkluderer, at deres samlede afgiftsomlægning vil opretholde den nuværende indkomstfordeling.

Konklusionen baserer sig dog på valg af beregningsmetoder og antagelser, der bør diskuteres.

For det første siger Krakas model intet om de kortsigtede effekter. Beregningerne er baseret på en økonomisk model for det mellemlange sigt, hvor borgerne har tilpasset sig prisændringerne, dvs. justeret deres forbrug.

På kort sigt, hvor forbrugssammensætningen er uændret, må de fattigste imidlertid afgive en større del af deres indkomst. Det viser fordelingsberegningerne i figuren, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for FH.

Konkret betyder det, at medmindre borgerne straks begynder at fylde mere klimavenlige ting i sin indkøbskurv og transporterer sig mere klimavenligt etc., rammes man hårdere, end Krakas beregninger giver indtryk af.

Hvad med det mellemlange sigte, hvor man har tilpasset sit forbrug?

Jo, for det andet antager Kraka her, at alle forbrugere på tværs af indkomstgrupper vil have mindsket forbruget af klimabelastende varer lige meget, relativt til indkomsten. Dette er en tvivlsom antagelse. Forbruget af klimabelastende varer og tjenester kan nemlig være sværere at undvære for lavindkomstgrupper.

Tag boligopvarmning som eksempel. Alle vil fortsat have behov for boligopvarmning, men lavindkomstgrupper kan være nødt til at fortsætte med at bruge et oliefyr, selvom afgifterne gør olien dyrere.

Folk med større budget vil derimod have råd til at udskifte fyret med en varmepumpe. Tilsvarende kan folk med lav indtægt bosiddende uden for storbyerne være afhængige af en benzinbil for at komme på arbejde, imens højindkomstgrupper lettere kan skifte til elbiler.

Klimaafgifter kan altså presse lavindkomstfamilier og personer i udkantsområder ud i sværere valg og større afsavn, da de har færre substitutionsmuligheder. Byrdefordelingen kan altså også på længere sigt være mere ulige, end Krakas beregninger viser.

For det tredje fokuserer Krakas forslag på produktionsafgifter. Af lækagehensyn kan det imidlertid vise sig nødvendigt at pålægge klimaafgifter på forbrug.

Men forbrugsafgifter risikerer at ramme mere socialt skævt, hvor de pålægges varer, der udgør en større andel af lavindkomstgruppers samlede indkomst, end det er tilfældet for højindkomstgrupper. Det kunne fx gælde fødevarer, som netop er et område med høj forventet CO2e-lækage.

En god balancegang kræver en god forståelse af konsekvenserne

Den grønne skattereforms byrdefordeling kan altså blive mere skæv, end Krakas beregninger giver indtryk af. Det kræver mere analysearbejde at sikre det vedtagne hensyn til social balance.

Hensynet til social balance kan varetages på flere måder. Og en del af løsningen kan fx være Krakas forslag om reduktion i elafgiften, der i dag rammer lavindkomstgrupper hårdest, eller justering af den grønne check.

Vi mangler dog endnu at blive klogere på, præcis hvordan de skal kompenseres, hvordan det gøres på en gennemsigtig og finanspolitisk holdbar måde, og hvordan provenuanvendelsen afbalanceres ift. at modvirke lækageproblematikken. 

Under alle omstændigheder er det første skridt på vejen mod en grøn skattereform dog, at vi får en grundigere forståelse af klimaafgifters fordelingsmæssige konsekvenser. For hvis forståelsen er skæv, bliver balanceringen af hensyn det højst sandsynligt også. 

Derfor har FH i sin helhedsplan for grøn omstilling foreslået, at en ekspertkommission skal designe klimaafgifter under hensyn til klimaeffekt, lækage og ulighed, og at der i 2025 skal være indført klimaafgifter i det omfang de opfylder hensynene.

Figur 1. Umiddelbare fordelingsvirkninger af en højere CO2-afgift

Analysen er bragt i Politiken 11.10.21