Af Allan Lyngsø Madsen, Henný Hinz, Kaukoranta Ilkka, Ola Pettersson og Roger Bjørnstad, cheføkonomer i hhv. FH Danmark, ASÍ Island, FFC Finland, LO Sverige og LO Norge
De nordiske lande er velstående. De nordiske lande er samtidig blandt de lande i verden, hvor indkomstforskellene er mindst. Det var tilfældet i 2000 og 2010. På trods af Covid-19 gælder det også her i 2020. Det har kort sagt været tilfældet i mange år.
Covid-19 har vist, at skattebetalingerne og indkomstsikkerheden gennem det sociale sikkerhedsnet er med til at holde hånden under aktiviteten i den private sektor i perioder, hvor vi er langt fra den almindelige hverdag.
Allan Lyngsø Madsen, Henný Hinz, Kaukoranta Ilkka, Ola Pettersson og Roger Bjørnstad
Alligevel hører vi ofte liberale stemmer argumentere for, at det relativt høje skattetryk i Norden er som en tung sten, der holder økonomien nede, og gør, at der er brug for strukturelle skattetiltag for at få landet godt ud af krisen.
Hvis bare person- og kapitalskatterne blev sat ned – hvis bare der blev færre offentligt ansatte – hvis bare den offentlige sektor var mindre – hvis bare den sociale sikring blev ringere – Ja, hvad ville der så egentlig ske?
Norden er et paradoks
Klassiske økonomiske teorier hævder, at de nordiske lande ville blive langt rigere, hvis vi fulgte de liberale politikforslag. Derfor er Norden et ægte paradoks, hvis man anskuer den gennem disse teorier.
Hvordan kan Norden fortsat være et område, hvor folk har høje indkomster, beskæftigelsen er høj, den offentlige sektor er stor, indkomstsikkerheden er god og virksomhederne generelt klarer sig godt på de internationale markeder? Det bør ikke kunne lade sig gøre.
Når det alligevel viser sig at være tilfældet, skyldes det tre forhold.
Forkerte præmisser
For det første bygger klassiske økonomiske teorier på den præmis, at markedet klarer sig godt uden indblanding fra det offentlige. Offentlig indblanding er med andre ord roden til alt ondt.
For det andet bidrager den offentlige sektors aktiviteter alene med omfordeling, og bliver derfor set en passiv aktør, der alene er med til at forvride økonomien via skatteopkrævningen.
For det tredje antages det, at folk ikke ønsker at arbejde, men snarere ønsker at leve af social sikring.
Ikke sort eller hvidt
Men som vi kan konstatere, så er hverdagen temmelig mere kompliceret, end de simple antagelser kan rumme. Alt er ikke sort eller hvidt. Det klassiske økonomiske ræsonnement holder derfor heller ikke i virkelighedens verden.
Tænk bare på hvor vigtig adgang til uddannelse, daginstitutioner, sundhedsvæsen, ældrepleje mv. er for den økonomiske vækst og deltagelsen i et højproduktivt arbejdsliv.
Det sociale sikkerhedsnet virker
På samme måde har Covid-19 i den grad også vist, at skattebetalingerne og indkomstsikkerheden gennem det sociale sikkerhedsnet er med til at holde hånden under aktiviteten i den private sektor i perioder, hvor vi er langt fra den almindelige hverdag.
Den offentlige sektor har gjort det muligt at møde disse udefrakommende påvirkninger med kollektive løsninger og dermed løfte i samlet flok, hvilket har medvirket til at holde efterspørgslen i økonomien oppe.
Gør fundamentet stærkere
Når vi gennem de seneste årtier har været blandt de rigeste og mest lige samfund, skyldes det i høj grad organiseringen af de nordiske velfærdssamfund.
Et stærkt, velorganiseret arbejdsmarked. En offentlig sektor med en kernevelfærd af ensartet, høj kvalitet, der er frit tilgængelig for alle borgere. Og en makroøkonomisk politik orienteret i retning af at sikre fuld beskæftigelse. Med andre ord en solidarisk samfundsindretning.
Lad os gøre det fundament stærkere som en vej ud af krisen.
