Finansloven for 2020 er i hus. Aftalen indeholder en række afgiftsændringer, som har givet anledning til diskussioner om fordele og ulemper ved de enkelte tiltag. Det er der ikke noget nyt i.

Det er mere overraskende, at tiltagene har medført en større diskussion af afgiftsændringernes virkning på arbejdsudbuddet.  En diskussion, som også Børsen har lagt spalter til.

Diskussionen tager afsæt i et faktaark på Finansministeriets hjemmeside. Her fremgår det bl.a., at en tredobling af afgifterne på bæreposer og engangsservice medfører et fald i arbejdsudbuddet på 50 fuldtidspersoner i 2020.

Det er ikke nok, at metoden står på et teoretisk grundlag, der siger, at ændringer i afgiftssystemet – på sigt i hvert fald – vil påvirke arbejdsudbuddet.

Allan Lyngsø Madsen, Cheføkonom i FH

Det signalerer, at der er tale om et klart og utvetydigt, evidensbaseret resultat. Man kan fristes til at sige, at der er to streger under facit.

Den økonomiske tankegang bag beregningen er, at virkningen på arbejdsudbuddet af en afgiftsændring sker gennem ændringen i den reale disponible indkomst.

Der er langt fra teori til virkelighed

Når man skal betale mere for bæreposer og engangsservice, så falder den ekstra reale disponible indkomst, der opnås ved øget arbejdstid, og det bliver derved mindre attraktivt at arbejde.

Denne argumentation bygger på en teoretisk antagelse om, at adfærdseffekter fra indkomstskatter kan overføres til afgifter.

Der er dog langt fra teori til virkelighed. Det er svært at se for sig, at den enkelte lønmodtager i praksis vil reagere ens på ændringer i indkomstskattesystemet, som er relativt tydelige for den enkelte, og afgifter, som i sagens natur er mindre tydelige.

Forsøg undersøger valg mellem forbrug og fritid

Et eksempel på denne litteratur findes i Blumkin mfl., som udfører et laboratorieeksperiment med økonomistuderende.

Eksperimentet er designet til at efterligne et valg mellem ”forbrug” og ”fritid” (dvs. arbejdsudbud). I eksperimentet stilles indkomstskatteændringer op imod tilsvarende forbrugsskatteændringer – og der findes langt mindre arbejdsudbudsreaktion på sidstnævnte.

Det tilsiger ikke alene logikken. Der er også empirisk litteratur, der peger på, at folk er knap så opmærksomme på skatter, der er mindre tydelige, og derfor reagerer i mindre grad.

Arbejdsudbudsvirkningen fra forbrugsskatter – dvs. afgifter – er altså mindre end virkningen fra tilsvarende indkomstskatter.

Der er således betydelig usikkerhed knyttet til arbejdsudbudsvirkninger af afgiftsændringer. Ydermere er det ikke undersøgt, om den teoretiske effekt fra indkomstskattesystemet til afgiftssystemet kan genfindes i data.

Finansministeriets metode skal underbygges empirisk med danske data

Finansministeriets stiller selv krav om, at der både skal være et teoretisk grundlag og empirisk evidens (helst på danske data) for at kunne udarbejde regneregler til at skønne over adfærdseffekter.

Det kan derfor undre, at ministeriet finder, at det konkrete eksempel med bæreposer og engangsservice lever op til deres egne kriterier for regneregler. Det er ikke nok, at metoden står på et teoretisk grundlag, der siger, at ændringer i afgiftssystemet – på sigt i hvert fald – vil påvirke arbejdsudbuddet.

Der er brug for at underbygge metoden empirisk med danske data.

Indlægget er bragt i Børsen 20.12.19

Mere debat af Allan Lyngsø Madsen