“Stine, jeg kan altså ikke komme ned og træne i aften. Jeg ligger her i ambulancen på vej mod Riget med et søm i hovedet. Jeg sender dig lige et billede over snappen.”

Den henkastede mobilsamtale, som Annica Hansen-Schwartz har i ambulancen med sin veninde Stine den skæbnesvangre tirsdag i februar 2015, står tilbage som en lille bid af det normale liv, som nu er så uendeligt længe siden.

På det tidspunkt er Annica Hansen-Schwartz 17 år gammel, bosat i Haslev, går i 10. klasse og godt på vej mod en erhvervsuddannelse. I dag er hun 24 år og på førtidspension.

Sømmet

Februardagen i 2015 tegner ellers godt. Om morgenen bliver der lagt make up, og efter skole drøner Annica Hansen-Schwartz på knallert ud til sit fritidsjob på planteskolen, hvor hun går til hånde.

På det tidspunkt hjælper hun ejeren af planteskolen med at bygge et hønsehus, men at der skal bruges værnemidler eller andet sikkerhedsudstyr er hun aldrig blevet oplyst om.  

Da hun står der og holder en skillerumslægte i højden, mens arbejdsgiveren fumler med sin sømpistol, er der blot en meter imellem dem.

LÆS MERE: Ingen skal dø af at gå på arbejde

Det første søm ryger skråt ind i lægten og skal skæres af med en vinkelsliber, for ellers stikker det ud. Da det næste søm skydes i, er arbejdsgiveren uopmærksom.

– Jeg kunne mærke, der var noget, der ramte mig. Først troede jeg, det var en træflig. Jeg nåede bare at sige “av for satan”, og så kigger jeg over på min arbejdsgiver og spørger, om der er noget galt, fortæller Annica Hansen-Schwartz.

Annica Hansen-Schwartz møder et tomt og forstenet blik.

Røntgenbillede af Annicas hoved, mens sømmet stadig sidder i. “Jeg kunne mærke, der var noget, der ramte mig. Først troede jeg, det var en træflig. Jeg nåede bare at sige “av for satan”, og så kigger jeg over på min arbejdsgiver og spørger, om der er noget galt,! fortæller Annica Hansen-Schwartz.

Hospitalet

De næste timer går både hurtigt og langsomt. Der bliver ringet efter en ambulance, og Annica Hansen-Schwartz bliver bedt om at sætte sig ned i frokoststuen. Hun tørrer lidt blod væk, der løber ned mod næsen, og hun registrerer ordene “et skud i hovedet”. 

Få minutter efter opkaldet til alarmcentralen ligger hun på en båre, og turen på vej mod Køge Hospital er i gang.

– Det falder mig faktisk ikke ind at spørge, hvorfor jeg ligger der, fortæller hun.

Det begynder at klø i panden, men ambulancerederen beder hende roligt om at lade være med at røre der, hvor det klør.

Da de når Køge Sygehus, ligger hun der omkring en time, inden ambulancen sætter kurs mod Rigshospitalet.

– Jeg overhører, at vi skal have politieskorte, og at det skal være en kørsel ét. Og jeg har da set programmet “Redningskvinder” nok gange til at vide, at så skal det gå stærkt, fortæller Annica Hansen-Schwartz.

Det er først på turen mod Rigshospitalet, at Annica Hansen-Schwartz spørger, hvorfor hun egentlig ligger her.

– Og så fortæller ambulancerederen mig, at jeg ligger med et søm i hovedet, der er skudt ind.

Hovedpinen

Kirurgen, der trækker sømmet ud af Annica Hansen-Schwartzs pande, har en fortid som tømrer. Han trækker sømmet ud en til to millimeter ad gangen. Sømmet er ti centimeter langt. 

Havde sømmet ramt to millimeter længere til den ene side, var det synet og hørelsen, der var røget. Var det ramt to millimeter længere til den anden side, havde hun været lam.

Var sømmet skudt blot en halv millimeter længere ind, havde Annica Hansen-Schwartz ikke været i stand til at trække vejret. 

Det er som om, at jeg lige siden har mistet en del af mig selv. Jeg har det underligt i kroppen, og noget er forandret. Det er som om, at det er en anden version af mig, der er til stede!

Annica Hansen-Schwartz

Da hun slår øjnene op efter operationen, fryser hun, som er hun vågnet i et kølehus. Og så mærker hun den der hovedpine.

– Det var hele hovedet, men især omkring øjnene. Jeg følte virkeligt, at jeg var ved at dø.

Kirurgen kommer ind og fortæller, at alt er gået som planlagt. Men Annica Hansen-Schwartz skal være klar over, at operationen kan give følgevirkninger, og dem skal hun være forberedt på.

– Det ligger jeg ikke så meget i til at starte med. Selvfølgelig kan jeg mærke den her kæmpemæssige hovedpine. Men eller tænker jeg mest, at jeg jo ikke fejler noget. Det gør ondt i hovedet, men det skal jeg nok komme over.

Ingen skal dø af at gå på arbejde

Ingen skal dø af at gå på arbejde

43 døde på arbejdet i 2022. I år skal vi knække statistikken. I 2023 omtaler FH samtlige dødsfald på det danske arbejdsmarked

LÆS MERE

Forandret

De smerter, der slår lejr i Annica Hansen-Schwartzs hoved i 2015, bor der stadig syv år efter.

Desuden bor de i en anden udgave af Annica end den 17-årige pige, der sorgløst hoppede på knallerten den februarmorgen for syv år siden.

LÆS OGSÅ: Bomben under arbejdsmarkedet ingen taler om! Antallet af dødsulykker stiger!

– Det er som om, at jeg lige siden har mistet en del af mig selv. Jeg har det underligt i kroppen, og noget er forandret. Det er som om, at det er en anden version af mig, der er til stede, fortæller Annica Hansen-Schwartz.

Ud over alt det ukonkrete, har ulykken også medført helt håndfaste ændringer i Annica Hansen-Schwartzs liv.

Hun har utroligt svært ved at koncentrere sig. Hovedet bliver irriteret over de mindste ting, og lugte, lyde og lys rammer hende som invaderende fjender. 

– I 2016 får jeg kontakt med en krisepsykolog, og han fortæller mig, at jeg minder om en veteran, der har været i krig. Der var rigtig mange tegn på, at jeg havde fået PTSD, fortæller Annica Hansen-Schwartz.

PTSD er en stressreaktion på en traumatisk oplevelse.

 I starten bliver jeg behandlet som en helt almindelig borger af systemet. Ikke som en, der har pådraget sig en hjerneskade. Men jeg er ikke som alle andre unge. Jeg kan ikke bare gøre ditten og datten, siger Annica Hansen-Schwartz.

Hjerneskadet

De følgende år sker der mange ting for Annica Hansen-Schwartz, der alt sammen drejer sig om, hvordan man tackler, at ens bare 17-årige liv bliver vendt totalt på hovedet. 

En uddannelse til tømrer bliver kasseret fra den ene dag til den anden. En arbejdsskadesag sættes i gang. Og Annica Hansen-Schwartz knyttes også til distriktspsykiatrien. 

3F Sydsjælland kommer ind over Annica Hansen-Schwartzs sag i starten af 2017. 

Der er mange ting, der skal samles op, især omkring ulykken. Det tager tid, og det tager kræfter.

– Jeg kan huske, at jeg fik den der lettelse, da 3F ville tage min sag. Nu er der nogen, der tager over, og jeg skal ikke længere sidde med det hele alene, fortæller Annica Hansen-Schwartz.

Hun kommer ind i det kommunale system med henblik på en afklaring af, hvad hun kan, og hvor hun skal hen.

En arbejdspraktik ender med, at Annica Hansen-Schwartz blot hænger på en stol, ikke til stede, med en dundrende hovedpine.

– I starten bliver jeg behandlet som en helt almindelig borger af systemet. Ikke som en, der har pådraget sig en hjerneskade. Men jeg er ikke som alle andre unge. Jeg kan ikke bare gøre ditten og datten, siger Annica Hansen-Schwartz.

3F Sydsjælland har bistået Annica Hansen-Schwartz hele vejen med sagen i jobcenteret, og man vurderer hurtigt, at skaden er så stor, at der må ro på. 

Jeg kan kun sætte ord på min hovedpine og mine flash backs og mine mareridt. Der er perioder, hvor jeg er helt nede i kulkælderen, og hvor jeg ingenting kan. Andre dage er bedre. Jeg er i gang med at finde mig selv igen og lære mig selv at kende.

Annica Hansen-Schwartz.

Da førtidspensionen går igennem, fatter Annica Hansen-Schwartz det først ikke helt.

– Men så knækker filmen, og jeg begynder at græde. Det er igen den her lettelse. En lettelse over, at presset og ansvaret tages væk fra mine skuldre.

At jeg ikke skal leve op til alle mulige forventninger, siger Annica Hansen-Schwartz.

Fremtiden?

I dag er Annica Hansen-Schwartz 24 år. Hun bor med sin kæreste og hans forældre i et hus i Haslev. 

I en psykiatrisk speciallægeerklæring står der, at hendes personlighed har ændret sig fra at være “en omgængelig, glad, initiativrig person med et højt aktivitetsniveau til nu at være initiativløs, trist, uden energi og med fysiske men i form af hovedpine, manglende lyst, manglende initiativ, nedsat koncentration og nedsat hukommelse samt lyd- og lysoverfølsomhed og tinnitus”.

Prognoserne for uddannelse og job er dårlige på både kort og lang sigt.

På en god dag kan hun købe ind og lave mad. På en dårlig dag kan hun ingen af delene.

En hel masse er stadig ikke afgjort i hendes liv. Arbejdsskadesagen. Erstatningssagen. Erhvervsevnetabet.

Men frem for alt også, hvad fremtiden vil bringe.

Annica Hansen-Schwartz kan ikke selv sætte ord på, hvad der foregår indeni, og hvor hun er på vej hen. 

– Jeg kan kun sætte ord på min hovedpine og mine flash backs og mine mareridt. Der er perioder, hvor jeg er helt nede i kulkælderen, og hvor jeg ingenting kan.

Andre dage er bedre. 

Jeg er i gang med at finde mig selv igen og lære mig selv at kende.

I 2016 får jeg kontakt med en krisepsykolog, og han fortæller mig, at jeg minder om en veteran, der har været i krig. Der var rigtig mange tegn på, at jeg havde fået PTSD, fortæller Annica Hansen-Schwartz.

Udvikling i arbejdsulykker i Danmark

46.434

2022

44.080

2021

39.221

2020