I sidste måned kunne vi fejre 120-års dagen for Septemberforliget.

‘For de af jer, som ikke har den del af Danmarkshistorien præsent i hukommelsen, var Septemberforliget afslutningen på den mest omfattende arbejdskamp i Danmark nogensinde. En næste fire måneder lang konflikt, hvor mere end 40.000 lønmodtagere blev udelukket fra at arbejde.

Med indgåelsen af Septemberforliget accepterede lønmodtagerne arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Til gengæld accepterede arbejdsgiverne lønmodtagernes ret til at organisere sig i fagforeninger. 

Der er ingen tvivl om, at arbejdskampen i 1899 har haft afgørende betydning for det liv, som danske lønmodtagere lever i dag. 

Lizette Risgaard

Arbejdsmarkedets parter gav hinanden hånd på, at alle arbejdsmarkedets forhold fremadrettet skulle aftales i centrale forhandlinger mellem lønmodtagerne på den ene side og arbejdsgiverne på den anden.

Fundamentet lagt for den danske model

Uden for forhandlingsperioderne var strejke og lockout overenskomststridigt. Hermed var fundamentet lagt for den danske model, som vi kender den i dag.

Det er nok de færreste af os, som til daglig tænker over og anerkender, at en gruppe arbejdere i 1800-tallet satte families forsørgelsesgrundlag på spil i kampen for at sikre de rettigheder, som vi har i dag. Men der er ingen tvivl om, at arbejdskampen i 1899 har haft afgørende betydning for det liv, som danske lønmodtagere lever i dag. 

Organiseringsretten og traditionen for en høj organiseringsgrad betyder, at danske lønmodtagere – på tværs af fag – i dag er sikret en løn, som de kan leve af. Sådan er det ikke i fx Tyskland, hvor hver 10. lønmodtager lever under fattigdomsgrænsen, selv om han/hun har et arbejde.

Her hører det ikke til sjældenhederne at måtte tage mere end ét job, for at få økonomien til at hænge sammen. De ordentlige danske lønninger er ikke kommet af sig selv.

Stærk organiseringsgrad gav fagforeningerne pondus i forhandlingerne

De er forhandlet igennem kollektive overenskomster, hvor den stærke organiseringsgrad har givet fagforeningerne pondus til at komme igennem med deres krav. Uden en stærk organisering ville vi stå væsentlig svagere. Dårligere løn, kortere ferie, længere arbejdstid. 

Men den danske model er ikke kun fordelagtig for lønmodtagerne. Den er rent faktisk en lige så stor gevinst for arbejdsgiverne. De kollektive overenskomstforhandlinger og kravet om fredspligt uden for forhandlingsperioder gør Danmark til et trygt og sikkert land at drive virksomhed i.

Strejker forekommer relativt sjældent sammenlignet med andre lande, og når de gør, er de kortvarige og behandles i det arbejdsretlige system, som også har parternes opbakning. Men langt de fleste konflikter løses på arbejdspladsen. 

På 120-året for Septemberforliget er der derfor god grund til at sende en kærlig hilsen til vores forgængere, som skabte rammerne for den arbejdsmarkedsmodel, som vi nyder godt af i dag.

Den danske model skaber tryghed og produktivitet

En model, som bygger på loyalitet, tillid og respekt i en grad, som vi ikke ser i andre lande. Uanset hvor udfordrende det kan være for arbejdsmarkedets parter at forhandle overenskomsterne på plads, og selvom vi indimellem har vores uoverensstemmelser, så er begge parter loyale over for de aftaler, som indgås.

Det er selvfølgelig afgørende, at vi løbende formår at udvikle, udvide og udfordre den danske model.

Lizette Risgaard

Når først aftalen er underskrevet, så følges den! Den model har arbejdsgiverne, lønmodtagerne og samfundet som helhed stor gavn af. Den virker, skaber tryghed og gør Danmark til et af verdens mest produktive lande. 

Det er selvfølgelig afgørende, at vi løbende formår at udvikle, udvide og udfordre den danske model. For Danmark ser anderledes ud i dag end i 1899, da vi støbte fundamentet til modellen.

Øget globalisering, digitalisering og platformsøkonomi komplicerer aftalestof som ansættelsesforhold, arbejdstider, kontrakter og forsikringer. Men fundamentet i den danske model – tillid, respekt og loyalitet imellem arbejdsgiver og arbejdstager – kan også fungere i en moderne verden. Det kræver blot, at vi tænker nyt og er parate til at udvide rammerne for den danske model.

Herfra skal der lyde et stort tak til dem som allerede for 120 år siden, tegnede skisten til en arbejdsmarkedsmodel, som de fleste andre lande i verden endnu ikke har været i stand til at efterligne.