Formanden for Kommissionen Jean Claude Juncker skal onsdag holde sin State-of-the Union tale. Hvis du var ham, hvad ville du så sige om situationen i EU og Europa? 

Hvis jeg skulle holde EU’s State of the Union tale, så ville jeg anerkende, hvad det er for grundlæggende strukturer og ubalancer i EU såvel som i de vestlige lande, der har ført politiske og sociale opbrud med sig. Jeg ville anerkende, at gevinsterne fra det indre markeds succes ikke er kommet alle til gavn. Jeg ville holde en tale, der alle på måder ikke er en nu-klapper-vi-os-selv-på-ryggen tale. For der er brug for både reformer af EU-samarbejdet og behov for at skifte politisk kurs på en række områder.

På hvilke områder?

Mindst fire enorme kriser truer både EU-samarbejdet og på den lange bane de vestlige demokratier. EU er et af det stærkeste og vigtigste redskaber, vi har til at løse disse kriser, men hvis ikke viljen eller opfindsomheden er til det, så vil de politiske og sociale opbrud i Europa fortsætte.

For det første, så handler det om Europas sociale sammenhængskraft og den stigende ulighed. Snart ti års økonomisk krise har sat tunge fodspor på kontinentet. I Sydeuropa er landene stadig hårdt tynget af meget høj gæld, voldsomme sociale nedskæringer, høj arbejdsløshed og et enormt velstandstab. I alle medlemslandene stiger uligheden og mange steder utrygheden for, om ens børn får samme muligheder og samme livsvilkår som en selv. Hver tiende arbejdende europæer er i dag ’working poor’. En kronisk ubalance mellem det indre marked og beskyttelsen af lønmodtagernes lønninger, arbejdsvilkår og rettigheder skaber et nedadgående pres på kontinentets middelklasse. Det skal være EU’s første prioritet at føre en politik, hvor Europas arbejder- og middelklasse også får del i de gevinster, som vækst og det indre marked skaber.

For det andet, så udgør irregulær migration en eksistentiel trussel mod EU. Uden ydre grænser, ingen indre åbne grænser. Spørgsmålet har sågar potentiale til at skabe varig splid mellem de østeuropæiske medlemsstater og de vestlige, ligesom at det kan give vind i ryggen til kræfter, som Europa ellers i 70 år har været foruden. Derfor må og skal EU løse migrationskrisen, så irregulær migration bremses, afviste asylmodtagere hjemvises og man enes om en fælles politik herfor. De sidste par års migrationskrise er kun begyndelsen på en – formentlig – årtier lang kæmpeudfordring.

For det tredje, så skal EU gøre alt i Unionens magt for at stoppe udhulingen af de europæiske velfærdsstaters økonomi. Skattely, skattesvindel og skatteundvigelse skaber et enormt pres på finansieringen af velfærd i de enkelte medlemslande. Her har den fælles indsats alt for længe været for uambitiøs. Hertil kommer det ræs mod bunden på selskabsskatter og -afgifter, som medlemslandene længe har kørt mod hinanden. Tilsammen accelererer det udhulingen af staternes muligheder for at finansiere velfærd og investeringer til gavn for borgerne samtidig med at det øger uligheden.

For det fjerde, er EU nødt til at være garanten for at vores globale fællesskab lever op til Paris-aftalen. Det handler grundlæggende om vores eksistens som menneskehed, at vi går forrest i en mere grøn og bæredygtig omstilling i den måde vi skaber vækst og job på.

Arbejdsmarkedsområdet fylder mere og mere i EU-samarbejdet, blandt andet når det gælder spørgsmålet om den fri bevægelighed. Hvad ser du som det vigtigste spørgsmål eller udfordring på den bane i denne tid?

I det kommende år vil forhandlingerne om blandt Udstationeringsdirektivet og Mobilitetspakken (herunder spørgsmålet om dagpenge og børnecheck over grænser, red.) tage fart. Set med socialdemokratiske øjne er det både en mulighed og en fare. For os er det afgørende, at der med regelændringerne ikke åbnes mere op for social dumping. Den frie bevægelighed må og skal også være fair bevægelighed. Derudover har det stor prioritet for os, at forhandlingerne om E-servicekortet ikke kommer til at åbne en ladeport for yderligere pres på løn- og arbejdsvilkår og de facto udhuler RUT-registret. Oveni det fortsætter vi vores kamp for, at EU’s Luftfartsstrategi kommer til at indeholde fælles politikker for fair vilkår for luftfartsansatte på land og i luften.

Både Kommissionen og stats- og regeringslederne drøfter for tiden retningen for EU oven på Brexit. Hvis du skulle sætte ord på de vigtigste principper for fremtidens EU27 og Danmarks deltagelse i dette samarbejde, hvilke skulle det så være?

Briternes valg om at træde ud af EU har ført politisk og økonomisk kaos med sig i Storbritannien. Vi har formentlig kun set begyndelsen. Men jeg tror, det er vigtigt, at EU’s ledere og de enkelste nationalstater holder fast i diskussionen og refleksionen om, hvor EU skal bevæge sig hen og hvad der er vigtigst for samarbejdet lige nu. Det værste der kan ske – og det fornemmer man allerede – er, at det britiske kaos gør at EU’s ledere tørrer støvet af sig og fortsætte i samme takt som før. Der er brug for refleksion.
Jeg tror det er vigtigt, at nationalstaterne får mere at skulle sige. Vi har ikke brug for en ”stadig snævrere Union”. Vi har brug for, at EU i fællesskab finder løsninger på de vigtigste problemer. Det er ulighed og ulige fordeling af globaliseringens gevinster, det er som sagt klimaudfordringen, det er udhulingen af vores skatteindtægter og det er migration.