Septemberforliget lagde fundamentet for den danske model vi kender i dag. Organiseringsretten og traditionen for en høj organiseringsgrad betyder, at danske lønmodtagere - på tværs af fag - i dag er sikret en løn, som de kan leve af.
Mens Danmark de seneste år har oplevet et markant økonomisk opsving, er uligheden mellem danskerne vokset. En udvikling, som primært kan tilskrives en økonomiske politik, som har uddelt gulerødder i toppen og pisk i bunden. Tiden er inde til et opgør med politiske tiltag, som øger uligheden.
Den grønne vej er IKKE via topskattelettelser, pisk til kontanthjælpsmodtagere, mindre velfærd og mere udenlandsk arbejdskraft. Omkostningerne for en sundere planet SKAL fordeles solidarisk
66 milliarder kroner! Så stort er vækstpotentialet, hvis danske virksomheder investerer i nye teknologier, der øger automatisering af produktionen. Det viser sidste års tal fra Ingeniørforeningen, IDAs industripanel. Her taler vi ikke om luftkasteller, men investering i teknologier, der er økonomisk rentable med en tilbagebetalingstid på bare to år.
Tillid er limen, der holder Danmark sammen. Men spørger man specifikt ind til danskernes tillid til Finansministeriet, ser det ikke for godt ud. Kun 37% af befolkningen siger, at de har tillid til regnemetoderne. Og den manglende tillid til Finansministeriets regnemetoder er desværre lige så velbegrundet, som den er bekymrende.
Skolen skal give børn kundskaber, viden og færdigheder. Skolen skal give børn en almen viden. Og så skal skolen bidrage til, at børnene får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Alle tre elementer skal ske i samarbejde med forældrene. Det er indlysende. Men er der ikke andre, der kan hjælpe med at løfte det ansvar?
Et opgør med udenlandske kapitalfonde skal modvirke den udvikling vi har set i fx London og Barcelona. Her har mange af dem, som arbejder i byerne ikke har råd til at bo der. Samtidig bygges der flere og flere dyre lejligheder, som opkøbes af rigmænd og bruges til ferielejligheder eller står tomme i årevis.
Mit håb er, at Donald Trump en dag får tid til at besøge Danmark. Her vil han nemlig opdage, at lille Danmark har mere at byde på end Grønlands strategisk-attraktive beliggenhed. Danmark har den danske model. En årelang tradition for forhandling, fair fordeling og tryghed. Når alt kommer til alt er det nok mere værd for amerikanske lønmodtagere end et opkøb af arktisk territorium.
I disse uger rejser tusindevis af danskere på ferie. Nogle i sommerhus ved Vesterhavet. Andre sydpå mod varmere himmelstrøg. De, som har råd og lyst til rigtig at skeje ud, gør sågar begge dele. For med retten til mindst 3 ugers sammenhængende sommerferie, er det oftest ikke tiden, som sætter begrænsningerne for, hvordan vi vælger at lade batterierne op.
I en klumme i Berlingske hævder Bent Winther, at FH ikke længere bakker op om velfærdsforliget. Han benytter sågar lejligheden til at kalde mig ”hamrende asocial”. Så har man hørt det med! Man kunne få den mistanke, at Winther er blevet distraheret under sin læsning af lørdagens Politiken. Han har i hvert fald ikke gjort sig den ulejlighed at læse interviewet med mig til ende.