Når jeg besøger værksteder og arbejdspladser rundt om i landet, møder jeg mænd, der står tidligt op, løfter tungt, løser problemer og sjældent snakker om det, der gør ondt. Ikke fordi de er ligeglade. Tværtimod.
Men fordi mange har lært, at man klarer sig selv. Man taler ikke om det, der er svært. Man(d) bider det i sig og kæmper videre.
Men bag tavsheden er der noget vigtigt at tale om. For mænd kæmper også. Ikke mod nogen, men med noget. Og meget af det handler om arbejdslivet, om fællesskabet og om at finde sin plads i en tid, hvor meget forandrer sig.
Som forfatteren Carl Frode Tiller beskriver i bogen ’Arbejderhjerte’, kan mennesker, der arbejder side om side, få deres hjerter til at slå i takt. Det er et smukt billede på, hvad et fællesskab betyder. For det er netop i det fælles arbejde, vi finder rytmen, meningen og os selv.
I dag er det Mændenes Internationale Dag. En dag, som ikke fylder meget her i Danmark. Måske fordi mange mænd ikke har for vane at råbe højt om sig selv. Det er ikke kun generationsbestemt. Mange vokser op med, at tavshed er guld.
Man skal ikke klage.
Man skal klare sig selv.
Arbejdspladsfællesskabet
For mig har det altid betydet meget at være en del af et fællesskab på arbejdspladsen. Det er i mødet med kollegerne, jeg har oplevet følelsen af at høre til, at man gør en forskel, og at nogen har brug for én. Arbejdet giver for rigtig mange mænd mening og identitet.
Derfor, når man står uden for arbejdsfællesskabet, mister man ikke bare en løn. Man mister også et sted at høre til; et sted, hvor man bliver set og hvor man betyder noget for andre. Det kan være en ensom og sårbar position. For fællesskabet omkring arbejdet er for mange mennesker det, der holder hverdagen sammen og giver retning i livet.
Lige nu kan vi glæde os over, at vi har en meget lav arbejdsløshed i Danmark. Faktisk markant lavere end i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. Hele tre gange lavere end i Sverige! Det er måske vores største sejr, at så mange har et arbejde at stå op til, et sted at høre til, og et fællesskab, der giver mening. For arbejde til alle er ikke bare god økonomi. Det er godt for mennesker.
Men samtidig må vi turde se på de rollemodeller, der præger unges bevidsthed. I nogle onlinefællesskaber, særligt incel-miljøer, breder der sig ekstremistiske mandeforbilleder. Det gælder blandt andet den amerikanske influencer Andrew Tate, der henvender sig til unge mænd og promoverer en maskulinitet baseret på rå styrke og dominans overfor kvinder.
Særligt nogle unge mænd, der allerede føler sig vrede, rodløse eller uden fællesskab, er sårbare over for de budskaber. Når unge står alene med deres frustrationer, bliver ekstreme stemmer mere tillokkende. Og det er et tydeligt advarselstegn.
Skylden er ikke deres alene. Ansvaret er vores – som samfund.
Og det ansvar er presserende. For virkeligheden er brutal: Mænd udgør omkring tre fjerdedele af dem, der dør af selvmord i Danmark. Bag de tal gemmer sig mænd, der har mistet fodfæstet, og som ofte ikke får sagt det højt. De står alene med deres bekymringer, fordi de aldrig har lært, at man gerne må række ud. Ikke engang når det gør allermest ondt.
De vigtige hverdagshelte
Jeg har igennem mit liv mødt mange stærke mænd, som netop i fællesskabet finder styrke. Hvor tavshed ikke betyder, at man er ligeglad, men at man viser omsorg gennem handling. Man rækker en hånd, hjælper en kollega, tager en ekstra tørn, får maskineriet til at køre.
Det er den form for fællesskab, jeg tror, mange mænd forstår intuitivt: Vi taler ikke altid om det, vi går ud og gør noget sammen.
Nogle af de stærkeste rollemodeller, jeg har mødt, er tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter ude på arbejdspladserne. De står midt i virkeligheden, hvor folk har ondt i ryggen, ondt i psyken eller bare er slidte efter mange år.
Men de tager også samtalerne om det, der gør ondt uden for arbejdet. For problemerne bliver jo ikke liggende derhjemme. Om vi vil det eller ej, så tager vi hele livet med os på arbejde. Og netop derfor spiller tillidsrepræsentanterne en uvurderlig rolle. De ser mennesket bag lønmodtageren og er klar til at lytte, når livet presser sig på. De ser deres kolleger. Også dem, der ikke siger så meget. De er der, når nogen har det svært, og giver støtte, så de kan komme på benene igen.
Tabes for tidligt
Mange af os bruger de fleste af vores vågne timer sammen med kollegerne. Derfor har vi også et ansvar for at gribe hinanden netop på arbejdspladserne. Men alt for mange mænd når aldrig dertil. De tabes, før de overhovedet får fodfæste på arbejdsmarkedet. For nogle begynder det allerede i skolen.
Vi ser i dag flere unge mænd, som falder ud af uddannelsessystemet. Vi kan se det allerede i folkeskolen. For mange får aldrig en ungdomsuddannelse.
For mange mænd er skolebænken blevet et nederlag. De har måske oplevet, at de ikke passer ind i den måde, vi i dag måler viden og succes på. De trives bedre, når de kan bruge hænderne, løse opgaver i praksis og se resultaterne af deres arbejde. Men i et samfund, hvor papir og præstation fylder mere end erfaring og faglig stolthed, føler alt for mange sig hægtet af.
En ny samtale om mænd
Der er brug for, at vi tør tale mere om mændenes trivsel, uden at det bliver en kamp mod kvinder. At vi ser på, hvordan vi bygger et arbejdsmarked, hvor mænd også kan række ud, uden at det opleves som svaghed. Hvor man kan tale om stress, usikkerhed og tvivl og stadig være den, man gerne vil være.
Det handler ikke om at vende tilbage til gamle idealer. Det handler om at finde nye måder at være mand på, hvor ansvar, omsorg og fællesskab går hånd i hånd.
Fagbevægelsen er skabt af stærke mænd og kvinder, der forstod, at man kun står stærkt sammen. En arv, der bygger på solidaritet, ansvar og troen på, at ingen skal stå alene.
For fællesskabet på arbejdspladsen er ikke bare noget, vi taler om. Det er noget, vi gør. Det lever i frokostpausen, når man spørger en kollega, hvordan det går. Det lever i klubberne, hvor man finder løsninger sammen. Det lever i tillidsrepræsentanternes daglige indsats, i de lokale afdelinger i forbundene og i det store fællesskab i FH.
Det er her, vi finder styrken til at skabe forandring for hinanden og for samfundet.
Derfor er det så vigtigt, at vi holder fast i de fællesskaber, hvor man bliver set, også når man er stille. Hvor man får lov at være en del af noget større. Hvor der er nogen, der ser en i øjnene og siger: Jeg har din ryg.
Lad os derfor bruge mændenes dag på at få flere hjerter til at slå i takt ude på arbejdspladserne. For ingen skal stå alene med deres kriser. Fællesskabet gør os stærke.
