Vi er blevet opfordret til at preppe derhjemme – med vand, batterier og konserves i skabet. Men for mange lønmodtagere kan en krise betyde, at der er ekstra brug for dem på jobbet.

Derfor skal vi ikke kun være forberedte derhjemme. Vi skal også være det på arbejdspladserne.

hvem skal holde Danmark kørende, hvis strømmen går, it-systemerne bliver lagt ned eller forsyningerne svigter?

morten skov christiansen

I en usikker verden skal vi skabe tryghed. Det gør vi ved at inddrage lønmodtagerne og bruge deres viden og erfaring til at styrke vores fælles beredskab.

Når flere ved, hvordan de kan bidrage, og har rammerne til det, styrker vi hele samfundets modstandskraft.

Stor rolle til fagbevægelsen

Jeg er glad for, at beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsen og SF’s beredskabsordfører Kirsten Normann Andersen nu melder klart ud, at fagbevægelsen skal spille en stor rolle i Danmarks totalberedskab.

For hvem skal holde Danmark kørende, hvis strømmen går, it-systemerne bliver lagt ned eller forsyningerne svigter?

Det skal lønmodtagerne.

Social- og sundhedsassistenten, der stadig skal passe de ældre. It-specialisten, der skal få systemerne op at køre. El-teknikeren, der skal holde kritisk infrastruktur i gang. Kasseassistenten, der skal sørge for, at vi fortsat kan få mad på bordet.

Derfor skal lønmodtagerne ikke først tænkes ind, når krisen rammer.