Vi lever i en alvorlig tid med Ruslands krig mod Ukraine.

Trumps krig mod Iran og gentagne udmeldinger om Grønland. Cyberangreb og fjendtlige droner over Danmark. Det stiller nye krav til vores beredskab.

I går deltog jeg i en nordisk beredskabskonference her i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Vi talte om, hvordan vi styrker samfundssikkerheden gennem tættere samarbejde på tværs af landene. Og én ting står klart.

I Finland, Norge og Sverige er beredskabet langt mere udbygget. Her er lønmodtagerne en fast del af planlægningen. Sådan er det ikke hos os i Danmark!

morten skov christiansen

I Finland, Norge og Sverige er beredskabet langt mere udbygget. Her er lønmodtagerne en fast del af planlægningen. Sådan er det ikke hos os i Danmark.

Det er tankevækkende. For når krisen rammer, er det jo helt almindelige lønmodtagere, der holder samfundet kørende.

I sundhedsvæsenet. I kommunerne. I industrien. I transporten. Deres erfaringer skal bruges – ikke overses.

LÆS OGSÅ: Giv værnepligtige ret til dagpenge

Vi har i Danmark en stærk tradition for at løse kriser i fællesskab. Det så vi under corona. Den tilgang skal også gælde vores beredskab.

Derfor er min opfordring klar:

Inddrag lønmodtagerne fra start – ikke først når beslutningerne er truffet. Der er brug for et fast, centralt beredskabsforum, hvor parterne sidder med om bordet. Ikke kun ad hoc.

I fagbevægelsen er vi klar til at bidrage til et stærkt og fælles beredskab.