FH-fagbevægelsen favner bredt. Fra soldater til pædagoger. Fra lastbilchauffører til forsikringsrådgivere. Fra cirkusartister til VVS’ere.
Derfor favner vores visioner også bredt. I én branche drømmer man om større jobsikkerhed. I en anden er det intet problem at få job, men det halter med vilkårene. I en tredje er der høj jobsikkerhed og god løn, men et så hårdt psykisk arbejdsmiljø, at stress er en konstant følgesvend.
Arbejdsliv er forskellige. Det er drømmene om et bedre arbejdsliv også. Men på tværs af fag og brancher deler vi ambitionen om et Danmark, hvor flere har et godt arbejde, indflydelse på deres hverdag og tryghed om fremtiden. Det er udgangspunktet for bogen “Folkets Danmark”, der udkommer i dag den 21. oktober.
Verden omkring os forandrer sig hurtigt. Krig og geopolitisk uro udfordrer Europas sikkerhed, ny teknologi forandrer arbejdsmarkedet, og konkurrencen om investeringer og arbejdspladser bliver hårdere.
Også herhjemme står vi med udfordringer som stigende ulighed, faldende organisering og en oplevelse hos mange af, at beslutninger om deres arbejde træffes længere væk fra dem selv. Men udviklingen er ikke givet på forhånd. Vi kan påvirke den.
Derfor har fagbevægelsen samlet sig om en bog, der løfter blikket væk fra den næste overenskomst, finanslov og politiske aftale. Hvor vi inden for en række temaer hver især leverer bud på, hvilket Danmark vi vil være om 15 år.
For selvom der er mange udfordringer, er der også gode løsninger, hvis vi er villige til at række ud efter dem.
Forestil dig en bygningsmaler, der styrer sprøjtedroner hen over en facade, mens et exoskelet aflaster kroppen. En sygeplejerske med tid til patienterne, fordi kunstig intelligens hjælper med at spotte forværringen tidligere. En dragt, der måler og registrerer dårlige arbejdsstillinger i realtid, så nedslidning bliver forebygget.
Det er hjælpemidler, vi kan udvikle, hvis vi vil.
FOLKETS DANMARK
Mød forfatterne
Andre kapitler ser på, hvordan Danmark og Europa også i 2040 kan være rige og konkurrencedygtige uden at konkurrere på lave lønninger og dårligere vilkår. Hvordan den grønne omstilling kan gennemføres med de faglærte og den faglighed, den kræver. Hvordan vi får et mere lige Danmark, hvor vi fortsat mødes på tværs af vores forskelle. Og hvordan Danmark kan blive mere robust over for krig, cyberangreb, misinformation og andre kriser. Det er konkrete visioner for en bedre fremtid.
Og hvorfor skal fagbevægelsen skrive en bog? Det skal vi, fordi vi har et ansvar for at byde ind på, hvilket Danmark vi ønsker at skabe med det lange lys på.
Fagbevægelsen har en helt særlig plads i det danske samfund. Derfor skal vi også tage livtag med vores problemer. Og det gælder i særlig grad det faldende medlemstal.
For når færre organiserer sig, svækkes ikke kun fagforeningerne. Det gør lønmodtagernes mulighed for selv at få indflydelse på deres arbejdsliv også – og dermed en særlig form for folkeligt demokrati, som gennem generationer har været med til at forme Danmark.
Derfor er det en del af vores demokratiske tradition, der bliver tabt på gulvet, når overenskomster bliver en sjældenhed i visse afkroge af arbejdsmarkedet.
Det tager vi meget alvorligt. Og selvom der også på Christiansborg ligger et ansvar for at styrke rammerne for vores arbejde, så er der ingen tvivl om, at opgaven at få flere til at melde sig ind og færre til at melde sig ud, ligger hos os.
”Den danske model” er så indarbejdet i vores samfund, at vi let kan komme til at tage den for givet. For os handler den først og fremmest om samarbejde og resultater.
Armlægning og samarbejde med arbejdsgiverne til fælles bedste. Med politikerne om det rigtige og en enighed om, at de holder sig fra resten.
Vi elsker vores model, fordi den virker. Spørg de økonomiske vismænd, som siger, at stærke fagforeninger giver et rigere samfund. Spørg lønmodtagerne, der slår ja-rekorder ved den ene overenskomstafstemning efter den anden. Spørg arbejdsgiverne, om de er tilfredse med dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne og det uhyre lave antal strejkedage.
Den danske model har hjulpet os ud af kriser fra krig til pandemi. Hvis vi giver den lov, kan den også hjælpe os igennem morgendagens udfordringer med kunstig intelligens, grøn omstilling, en presset velfærd og et arbejdsmarked med flere atypisk ansatte.
”Folkets Danmark” er vores bidrag til den diskussion. Med en ambition om, at fremtidens Danmark ikke bare er noget, der sker for os. Det er noget, vi skaber sammen.
Forfattere
- Morten Skov Christiansen, Fagbevægelsens Hovedorganisation.
- Ann-Mari Grønbæk, Farmakonomforeningen.
- Benjamin Boe Rasmussen, Dansk Skuespillerforbund.
- Benny Andersen, Socialpædagogerne.
- Charlotte Hougaard, Forsikringsforbundet.
- Dorrit Brandt, Finansforbundet.

