Forestil dig et Danmark, hvor stressniveauet på arbejdsmarkedet er det laveste i 25 år. Hvor medarbejderne har reel indflydelse på deres arbejde, og hvor ny teknologi bliver brugt til at gøre arbejdsdagen bedre frem for at presse tempoet op.

Det er fremtidsbilledet i kapitlet “På sporet af mindre stress og bedre psykisk arbejdsmiljø” fra FH’s nye bog Folkets Danmark – Drømme om et trygt, retfærdigt og rigt fællesskab.

Her tager Mads Samsing, formand for HK, René Larsen, formand for Fængselsforbundet, og Charlotte Hougaard, landsformand for Forsikringsforbundet, læseren med til år 2042.

På en togrejse gennem fremtidens Danmark ser de tilbage på, hvordan arbejdsmarkedet lykkedes med at vende udviklingen. Og hvordan fagbevægelsen, arbejdsgiverne og politikerne sammen skabte bedre rammer for lønmodtagerne.

Folkets Danmark: Drømme om et trygt, retfærdigt og rigt fællesskab

Bogen “Folkets Danmark” udkommer 21. oktober. Forbundene under Fagbevægelsens Hovedorganisation er gået sammen om at formulere en række tanker, drømme og visioner om Danmark i 2040.

folketsdanmark.dk

Fra stress og kontrol til tillid og indflydelse

Gennem tre fortællinger viser forfatterne, hvad der sker, når medarbejdernes viden og erfaringer får større betydning.

I fængselsvæsenet møder vi Mathilde, der som ung fængselsbetjent oplever en presset arbejdsplads med personalemangel og alt for lidt tid til de indsatte. Men da ledelsen begynder at lytte til medarbejderne, bliver der skabt plads til nye idéer, bedre samarbejde og et mere meningsfuldt arbejdsliv.

I en større servicevirksomhed oplever sagsbehandleren Jonas, hvordan kunstig intelligens overtager stadig flere opgaver. Han mister gradvist indflydelsen på sit arbejde, indtil medarbejderne får medbestemmelse over, hvordan teknologien skal bruges.

Jo mere du lytter og giver indflydelse til den enkelte medarbejder, desto mere arbejdsglæde skaber du!

Charlotte hougaard i "folkets danmark"

Og i forsikringsbranchen møder vi Birthe, der efter mere end 30 år i jobbet siger op. Hun er blevet målt og kontrolleret i en grad, hvor der ikke længere er plads til faglighed, kolleger og ordentlig kundeservice. Hendes opsigelse bliver begyndelsen på en ny tilgang til trivsel og ledelse.

Fælles for fortællingerne er, at løsningerne begynder, når medarbejderne bliver hørt og får mulighed for at påvirke deres arbejdsdag.

Teknologien skal arbejde for mennesker

Kapitlet stiller også et centralt spørgsmål om fremtidens arbejdsmarked: Hvem skal egentlig bestemme, hvordan kunstig intelligens bliver brugt?

Forfatterne peger på, at teknologien kan frigøre tid og gøre arbejdet lettere. Men den kan også føre til mere overvågning, højere tempo og mindre faglig indflydelse.

Det vigtigste for os var, at teknologi skal understøtte mennesker – ikke styre dem

mads samsing i "folkets danmark"

Derfor handler fremtidens arbejdsmiljø ikke kun om at begrænse stress. Det handler også om, hvem der har indflydelse på de beslutninger, der former arbejdslivet.

Som Mads Samsing siger i kapitlet:

“Det vigtigste for os var, at teknologi skal understøtte mennesker – ikke styre dem.”

Et bedre arbejdsliv kræver fælles ansvar

I forfatternes fremtidsbillede er det lykkedes at skabe et arbejdsmarked, hvor medarbejdernes trivsel bliver taget lige så alvorligt som virksomhedernes økonomi.

Men ambitionerne stopper ikke dér.

De tre formænd peger blandt andet på behovet for større indflydelse på teknologiske beslutninger, mere forpligtende arbejde med psykisk arbejdsmiljø og et regnskab over medarbejdernes trivsel på linje med virksomhedernes økonomiske regnskab.

Kapitlets budskab er klart: Et bedre psykisk arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv. Det kræver, at medarbejdere, ledere, arbejdsgivere og politikere tager ansvar sammen.

Og at dem, der kender arbejdsdagen bedst, også får indflydelse på, hvordan den skal se ud.