Året er 2040. Claus Jensen og Ole Wehlast har begge lagt jobbet som forbundsformænd bag sig.
Nu er de taget på tur gennem Europa i en selvkørende, klimavenlig autocamper.
Turen går gennem Femern Bælt-tunnelen og videre mod Tyskland, Bruxelles, Italien og Ukraine. Undervejs oplever de et Europa, der har lært af fortidens kriser og fundet nye veje til vækst, sikkerhed og gode arbejdspladser.
Sådan begynder kapitlet Danmark som vindernation – Europa som vinderregion i bogen Folkets Danmark – Drømme om et trygt, retfærdigt og rigt fællesskab.
Bag fortællingen står Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal, og Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF.
Deres fremtidsrejse er fiktion. Men de udfordringer, som Europa skal løse for at nå dertil, er virkelige.
Danmark kan ikke stå stærkt alene
Coronapandemien afslørede Europas afhængighed af medicin og værnemidler fra andre dele af verden. Forsyningskrisen viste, hvor sårbar industrien var over for mangel på mikrochips. Og Ruslands invasion af Ukraine understregede risikoen ved at være afhængig af energi fra autoritære regimer.
Forfatterne mener, at Europa skal lære af de kriser.
Industri, fødevarer, energi og forsvar skal ikke længere betragtes som adskilte områder. De er alle en del af Europas sikkerhed.
“Danmark er allerede i dag en vindernation. Men vi kan ikke forblive en vindernation, hvis ikke Europa bliver en vinderregion.”
Det er kapitlets centrale budskab.
Forfatterne ønsker et Europa, der investerer mere i sin egen produktion, teknologi og grønne omstilling. Ikke ved at konkurrere på lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår, men ved at skabe produktive virksomheder og attraktive arbejdspladser.
Fra tyske fabrikker til italienske fødevarer
På turen gennem Tyskland oplever de to tidligere forbundsformænd en industri, der har genfundet sin styrke gennem robotter, digitalisering og grøn energi.
I Italien ser de, hvordan fødevareproduktion kan skabe langt større værdi, når råvarerne bliver forarbejdet til kvalitetsprodukter.
Den udvikling har Danmark også taget til sig i deres fortælling om 2040.
Færre levende grise bliver sendt ud af landet. Flere fødevarer bliver forarbejdet i Danmark. Og nye teknologier har skabt arbejdspladser inden for blandt andet fødevarer og biosolutions.
Forfatterne peger på, at både industri og fødevareproduktion er afgørende for Danmarks fremtid. Det handler om at fastholde arbejdspladser, skabe større værdi og sikre, at Europa kan forsyne sig selv med det mest nødvendige.
Et stærkere EU – med respekt for den danske model
Rejsen fortsætter til Bruxelles og videre mod et fredeligt Ukraine, der i fremtidsfortællingen er blevet medlem af EU.
Her er budskabet, at Europas lande skal samarbejde langt tættere om sikkerhed, energi, industri og fødevarer.
Men et stærkere EU betyder ikke, at alle beslutninger skal træffes i Bruxelles.
Forfatterne understreger, at den danske arbejdsmarkedsmodel fortsat skal være arbejdsmarkedets parters ansvar.
“Vi skal fortsat slå en ring af ild om vores model – også i dansk europapolitik.”
Netop samarbejdet mellem lønmodtagere og arbejdsgivere fremhæves som en af Danmarks største styrker.
I kapitlet forestiller forfatterne sig blandt andet, hvordan danske erfaringer med tillid, overenskomster og medarbejderinddragelse kan bidrage til bedre arbejdspladser i andre europæiske lande.
Rejsen slutter hjemme i Danmark.
For selv om Europa skal forandre sig, er der noget, Claus Jensen og Ole Wehlast mener, at Danmark skal holde fast i: Den arbejdsmarkedsmodel, som har været med til at gøre landet både konkurrencedygtigt og trygt at leve i.
Deres budskab er klart: Danmark skal forblive en vindernation. Og det kræver, at Europa bliver en vinderregion.
FOLKETS DANMARK

