Klokken er syv om morgenen.
Asta vågner med bekymringer om næste måneds husleje. Hun er skuespiller, sanger og danser, men hendes muligheder for at få arbejde afhænger af en app, der vurderer hendes præstationer og bestemmer, hvor synlig hun er for arbejdsgiverne.
En notifikation tikker ind. Hun har 15 minutter til at optage og uploade en audition på 20 sekunder.
Asta stiller sig foran kameraet og smiler til algoritmen.
Sådan ser arbejdsmarkedet ud i 2040 i kapitlet Det prekære arbejdsmarked fra bogen Folkets Danmark – Drømme om et trygt, retfærdigt og rigt fællesskab.
Når det atypiske bliver det normale
Bag kapitlet står Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund, Sara Indrio, forperson for Dansk Artist Forbund, og Benjamin Boe Rasmussen, forperson for Dansk Skuespillerforbund.
De bruger Astas fiktive fremtid til at beskrive udfordringer, som allerede i dag præger mange kunstnere og kulturarbejderes hverdag.
For mens faste fuldtidsstillinger ofte betragtes som normen, er freelancearbejde, korte kontrakter og projektansættelser hverdag for mange kreative faggrupper.
Og udviklingen kan brede sig til andre dele af arbejdsmarkedet.
“De løsninger, der udvikles i de kunstneriske fag i dag, kan få betydning langt ud over kultursektoren på fremtidens arbejdsmarked og være med til at sikre bedre forhold for Asta,” skriver de tre forfattere.
Rettigheder skal følge mennesket – ikke ansættelsen
I Astas fremtid har kunstig intelligens overtaget mange arbejdsopgaver. Algoritmer afgør, hvem der får arbejde, og kunstneres stemmer og kreative værker bliver genbrugt digitalt.
Men kapitlet handler om mere end teknologi.
Det handler også om retten til barsel, pension, efteruddannelse og ordentlige arbejdsvilkår.
Forfatterne peger på, at mange freelancere og løstansatte falder mellem de eksisterende ordninger, fordi deres arbejdsliv består af skiftende opgaver, arbejdsgivere og indtægtskilder.
Derfor foreslår de blandt andet mere fleksible pensionsordninger, bedre barselsvilkår og adgang til efteruddannelse, som ikke afhænger af en fast ansættelse.
Samtidig efterlyser de stærkere beskyttelse af kunstneres rettigheder, når deres arbejde bruges til at udvikle kunstig intelligens.
Fællesskabet skal følge med arbejdsmarkedet
Kapitlet slutter med, at Asta mødes med andre kunstnere. De deler deres bekymringer om usikre indtægter, manglende pension og risikoen for at miste kontrollen over deres eget arbejde.
Men de begynder også at tale om fælles løsninger og nye måder at organisere sig på.
Forfatterne understreger, at fagbevægelsen skal kunne rumme de mange, der arbejder uden for de traditionelle ansættelsesformer.
“Som en samlet fagbevægelse er vi nødt til at finde ud af at rumme de mange, der kommer til at arbejde på samme måde som Asta – ellers har vi ingen relevans for dem, og så kommer alt for mange til at stå udenfor.”
Astas historie er et billede på en fremtid, som endnu ikke er skrevet.
Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at frihed og fleksibilitet på fremtidens arbejdsmarked også følges af tryghed, rettigheder og stærke fællesskaber.