I denne uge havde jeg fornøjelsen af at møde Sarah og Mikas på 15 og 17 år. To friske fritidsjobbere på McDonald’s i Amager Centret.
Anledningen var, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og jeg var inviteret med Jobpatruljen ud på en af de mange arbejdspladser ude i landet, der har unge fritidsjobbere ansat.
Vi spurgte Sarah og Mikas, hvad der betyder mest for dem ved at arbejde på McDonald’s. Og jeg må indrømme, at jeg blev overrasket.
For de svarede ikke løn. De talte om at få ansvar, og om at tage ansvar, om fællesskabet med kollegerne, om at der er tid til både arbejde, skole og fritid. Og også om, at McDonald’s er en ordentlig arbejdsplads.
Det siger faktisk noget vigtigt.
Et fritidsjob handler om meget mere end at tjene sine egne penge. Det handler om at vokse som menneske og om, hvor vigtigt det er at lære at samarbejde og ikke mindst opleve, at andre tror på én.
Det handler om, hvordan man bliver en del af et arbejdsfællesskab.
Ansvar, selvtillid og tro på egne evner
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen:
Vi har brug for flere unge i fritidsjob. Ikke kun fordi det giver erfaring. Men fordi det giver ansvar, selvtillid og tro på egne evner – noget, der rækker langt ud over det første fritidsjob.
Mange tak til Sarah og Mikas for en god snak. Og en stor tak til Kevin Kristensen, der er en af de over 350 frivillige i Jobpatruljen, som bruger en del af sin sommerferie på at besøge unge på deres arbejdspladser og hjælpe dem godt i gang med arbejdslivet.
Du kan læse mere om Jobpatruljen her: https://jobpatruljen.dk/








