Med dagens skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti står det nu helt klart, at der indføres et beskæftigelseskrav for at få ret til dimittenddagpenge.

Så man under sin uddannelse skal have haft arbejde for overhovedet at kunne få noget af leve af, hvis man går ledig efter man har fået sit eksamensbevis.

Det er i min bog helt forkert, at skattelettelser bliver betalt med at øge utrygheden for unge, der tager en uddannelse med ulønnet praktik

nanna højlund

For mig at se er der intet galt i at unge, der kan, skal arbejde imens de uddanner sig. Det er der heldigvis mange der allerede gør. Men forslaget er skævt og passer ikke til virkeligheden.

Fordi mange studerende under deres uddannelse har perioder med ulønnet praktik. Det tæller ikke med. De nye regler betyder, at eksempelvis fysioterapeuter, datamatikere og socialrådgivere rammes hårdere af kravet end mange andre studerende.

Tænk bare en universitetsstuderende med få undervisningstimer om ugen eller en pædagog eller sygeplejerske – som ikke rammes, fordi de får løn under praktikken.

Det giver ikke mening.

Det er afgørende, at de unge fortsat kan se fordelene ved at melde sig ind i vores a-kasser. Her trækker det samlede forslag altså i den forkerte retning, selvom det selvfølgelig er positivt, at a-kassemedlemskabet for dimittender nu bliver markant billigere.

Det er i min bog helt forkert, at skattelettelser bliver betalt med at øge utrygheden for unge, der tager en uddannelse med ulønnet praktik. Og det er stærkt bekymrende, hvis det betyder at færre unge kan se fidusen med at være en del af dagpengesystemet.