Nikoline er kun 22 år, men pensionsalderen siger allerede nu, at hun skal arbejde til hun er næsten 75. Hun er i lære som autolakerer og elsker sit håndværk – men hun frygter et arbejdsliv, der ender i smerter og nedslidning.
Nikoline er midt i sin anden erhvervsuddannelse. Hun er udlært bygningsmaler, men er i dag i lære som autolakerer. Det var lysten til faglig fordybelse og en ny form for præcision, der fik hende til at skifte spor.
”Jeg manglede noget finesse. Noget, hvor tingene bare skal stå hyper skarpt. Og så er det fedt at tage noget ødelagt og gøre det pænt igen,” fortæller hun.
Hun beskriver arbejdet med lak og spartel, slibning og sprøjtepistol med en entusiasme, der ikke levner tvivl: Nikoline elsker sit fag.
Hvornår kan du gå på pension?
Helt skørt
Men begejstringen går hånd i hånd med en alvorlig bekymring:
”Jeg er 22 år og skal kunne arbejde, til jeg er 74,5. Det er jo helt skørt,” siger hun.
Autolakering er fysisk hårdt. Lange dage på benene. Tunge løft. Og en konstant risiko for nedslidning.
”Det kan ikke passe, at man skal gå og være fucking ødelagt, før man får lov til at trække sig tilbage,” siger Nikoline.
Da hun arbejdede som bygningsmaler, bar hun dagligt 10-liters malerspande op og ned ad trapper. Til sidst blev hun nervøs for, om kroppen kunne holde til det i længden.
Smertestillende hver dag
”Jeg havde en kollega, der tog smertestillende hver dag. Han var 45! Det skræmte mig. Jeg var selv 18 og syntes, det var fedt, at jeg kunne få fitness ud af arbejdet. Men det er jo ikke fitness, det er nedslidning.”
Hun ser med frustration på det arbejdsmiljø, der i hendes øjne stadig ikke prioriteres højt nok.
”Der findes jo exoskeletter og hjælpemidler. Men hvis mester ikke gider betale for det, så hjælper det jo ikke. Det skal være arbejdsmiljøet, der tilpasses mennesket – ikke mennesket, der skal slides ned til sidste dag.”
For Nikoline handler pensionsalderen ikke bare om et tal. Den handler om retfærdighed. Og om retten til et værdigt liv – også efter arbejdslivet.
”Jeg vil gerne blive i faget. Men jeg skal også kunne leve bagefter. Det er det mindste, man kan forlange.”
