Lad mig slå én ting fast med det samme: Det bliver aldrig trygt at miste sit arbejde.
Men vi har altid stræbt efter at garantere en tryghed for dem, der bliver pludseligt arbejdsløse eller har haft svære forudsætninger i livet.
Vores sikkerhedsnet betyder, at man kan få hjælp til at komme i arbejde og ikke skal gå fra hus og hjem. Rettigheder for den enkelte til hjælp, uddannelse og jobpraktik sikrer, at man kan komme godt videre.
Og ikke mindst ret til at have sit kontaktforløb i den a-kasse, man har tegnet forsikring hos. Det skaber også tryghed.
Men jeg er meget bekymret for, at vi er ved at smide den tryghed væk.
Krav bliver forsømt
Vi kan se på tallene, at der allerede nu er rigtig mange kommuner, der ikke lever op til de krav, de skal opfylde ifølge beskæftigelsesloven. Det betyder, at arbejdsløse får mindre hjælp, end de har ret til, og det er et kæmpe problem. For vi ved, at en kontinuerlig indsats virker for dem længere væk fra arbejdsmarkedet, og at opkvalificering og uddannelse virker for dem tættere på arbejdsmarkedet.
Men i stedet for at hjælpe de overbelastede kommuner med at leve op til kravene, er forslaget på bordet nu at ”frisætte” kommunerne og reducere deres budget til opgaven med 3 mia. kr. Med andre ord: Hvis vi bare fjerner kravene, så er der ikke noget at forsømme.
Det er en højst uansvarlig tilgang, og jeg håber, at politikerne i det mindste vil sikre trygheden med en bund af rettigheder i systemet. Hvis løsningen på et problemramt system bliver en total frisættelse, vel at mærke for markant færre penge end i dag, så kan vi forvente det vilde vesten.
Hvor nogle kommuner vil gøre det godt, mens andre vil lade de arbejdsløse i stikken. F.eks. ved at lade en andel være passive.
Det er ikke et system baseret på tryghed – tværtimod.
Frisættelse går kun den ene vej
Man kan indvende, at de mange centrale krav lige nu ikke fungerer og er en stor byrde for kommunerne. At der er meget stor forskel på kommuner rundt om i landet, og derfor giver det ikke mening, at alle skal leve op til de samme krav. Så lad os frisætte kommunerne til at lave en løsning, der passer til netop deres borgere.
Og jeg er enig i, at indsatsen skal tilrettelægges ud fra den enkeltes behov. Derfor er jeg og FH heller ikke imod at fjerne centrale proceskrav, så medarbejderne i kommunerne og de arbejdsløse ikke skal spilde tid på formalia, der alligevel ikke fører til resultater.
Men kæden hopper af, når frisættelsen kun gælder kommunerne. De arbejdsløse bliver ikke frisat. Tværtimod bliver de fanget i et lotteri, hvor postnummeret afgør vinderne og taberne.
Det er ikke ambitiøs beskæftigelsespolitik at fjerne arbejdsløses rettigheder. Det er en benhård spareøvelse, som kan udhule det beskæftigelsessystem, der har spillet en nøglerolle i den historisk høje beskæftigelse.
Samtidig kan det resultere i endnu flere førtidspensionister på sigt, fordi flere kommer længere væk fra arbejdsmarkedet – det er i sig selv bekymrende i en tid, hvor antallet af førtidspensionister er markant stigende.
Det er vi nødt til at gøre bedre.
Debatindlægget er bragt på Altinget.dk
