“I er grunden til at så mange menesker i Danmark ikke føler sig alene på arbejdet. At de har nogen til at stå op for sig. I rygdækker dem, som et hold og gør, at ingen føler sig alene. Tusind tak for jer,” sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S), da hun var med til at uddele prisen til årets tillidsrepræsentant tirsdag aften.
“Og vinderen er… Karsten Klein Hansen,” råbte hun i kor med FF-formand Morten Skov Christiansen, mens gulvglitter blev skudt ud over hele Cirkusbygningen i København.
I år gik hovedprisen til en af Dansk Metal tillidsrepræsentanter: Smed og svejser Karsten Klein Hansen, der er tillidsrepræsentant for 200 kolleger på Semco Maritime Esbjerg.
“Jeg vil først og fremmst sige mange tak til min kone, der altid klager, når telefonen ringer – også når vi er på ferie. Jeg har svært ved ikke at tage telefonen, når den ringer, for mine kolleger betyder altså meget for mig,” sagde han fra scenen og underholdte med historier om at have hjulpet sine kolleger når som helst og hvor som helst – selv midt på savanen på en jagtur til Afrika.
Gennem 16 år har Karsten Klein Hansen med stort engagement været tillidsrepræsentant for både smede, svejsere og senere også elektrikere og produktionsmedarbejdere i Semco Maratime Esbjerg.
Med prisen vinder Karsten Klein Hansen – udover anerkendelsen for sit store arbejde – også 25.000 kroner til sin faglige klub. Men selve prisen kan han også bruge i sit faglige arbejde, fortalte Karten Klein Hansen tirsdag:
“Det kan jeg bruge til rigtig, rigtig meget. Til forhandlinger og alt muligt. Også at vide, at det er den rigige vej, jeg går.”
Intet uden kollegerne
Under prisuddelingen blev Karsten Klein Hansen interviewet om sin sin nominering, og her blev han blandt andet spurgt, om han selv er klar over, hvor vigtig han er for sine kolleger.
“Njaaa… Det er jeg egentlig ikke. Men det er jeg så blevet,” lød det på beskedent jysk.
Karsten Klein Hansen blev også spurgt, hvad han er allermest stolt i sin lange karriere som tillidsrepræsentant, og han pegede på en de allerførste sejre, han nogensinde fik forhandlet hjem.
“Jeg har en ting, der er hjerteblod for mig. Da jeg startede som TR, kørte vi faste dags- og nattevagter. Det vil sige, at man for eksempel arbejdede 14 dage med nattevagter, når man var ude på Nordsøen. Så det har været hjerteblod for mig som tillidsmand at få lavet det om, og det fik jeg lavet om,” siger han.
Karsten Klein Hansen fremhævede dog også, at hans store arbejde ikke kunne gøres uden opbakning fra alle sine kolleger på Nordsøen:
“Hvis ikke deres opbakning var der, hvad skulle jeg så være der for.”
En god kammerat
Mere end 300 personer landet over har været indstillet til priserne ved Årets TR 2024, og heraf er fem blevet nomineret i kategorien som Årets tillidsrepræsentant.
Karsten Klein Hansen blev indstillet af sin kollega Flemming Dige Nielsen, som i sin indstilling har lagt særligt vægt på alle de mange resultater, Karsten Klein Hansen er lykkedes med at forhandle hjem til sine kolleger.
Og det er ikke så lidt.
Han har blandt andet sikret dem høje lønstigninger, gode seniorordninger, fået de udenlandske kolleger med i fagforeningen, skaffet betalt parkering og gennemført et tidskrævende arbejde med at skrive overenskomsterne om, så alle på arbejdspladsen kunne forstå dem.
Resultater, der alle er blevet forhandlet hjem, når Karsten Klein Hansen har haft fri fra arbejdet på Nordsøen og været hjemme på land.
Samtidig har Karsten Klein Hansen haft overskud til at arrangere årlige generalforsamlinger for Dansk Metals medlemmer og festdage, der har styrket det gode arbejdsmiljø, lyder det i indstillingen:
“Karstens tilstedeværelse betyder ordnede forhold. Ro på pladsen og mere arbejdsglæde.”
Her kalder kollega Flemming Dige Nielsen ham også “en rigtig blæksprutte” og beskriver, at han holder sammen på arbejdspladsen, så ingen bliver glemt.
“Han er god kammerrat for alle. Karsten er en tillidsmand, der omfavner alle.”