Den 2. oktober 2023 klokken 02.28 var en buschauffør på Amager uopmærksom i cirka to sekunder.

De sekunder skulle starte en række af begivenheder, der førte til chaufførens bortvisning efter 25 år i jobbet.

Den første begivenhed var, at chaufførens bus påkørte seks parkerede personbiler og en flaskecontainer i højre side af vejen.

Den anden var, at han gav ukorrekte oplysninger i skadesrapporten. Og den tredje, at han ved en tjenstlig samtale tilsyneladende fastholdt sin uskyld og nægtede at påtage sig ansvaret for uheldet.

Det fik tre dage efter uheldet arbejdsgiveren GoCollective, tidligere kendt som Arriva, til at bortvise ham.

Drak af en dåse lige før sammenstød

Chaufføren havde kørt bus om natten i årevis. Men en skæbnesvanger tår fra en dåse gjorde denne nat til noget helt særligt.

For mens tørsten blev slukket, kom bussen for langt mod højre, hvor de parkerede biler og flaskecontaineren ikke tillod slinger.

Der skete omfattende skader på både bilerne, bussen og containeren, men ingen personer kom noget til, og der var ingen passagerer i bussen.

Det er den absolut strengeste ansættelsesretlige sanktion, og det var derfor godt at få fastslået, at selvom man som ansat begår en større fejl, så kan arbejdsgiver ikke bare bortvise!

Rie Matilde Bjørkman – advokat i fh

Efter uheldet blev chaufføren bedt om at udfylde en skadesrapport, hvor han forklarede det med, at en overhalende taxa havde distraheret ham.

Det kunne overvågningsbilleder imidlertid vise var forkert. Der havde ikke været nogen overhalende taxa. Men en bil havde passeret i den modsatte retning. Det var denne bil, som chaufføren havde forvekslet med at blive overhalet.

Under den efterfølgende tjenstlige samtale oplyste chaufføren desuden, at lys inde fra bussen og dårlig belysning på vejen var medvirkende årsager til påkørslen.

GoCollective valgte få dage efter uheldet at bortvise chaufføren.

Dels fordi, han ifølge virksomhedens opfattelse ikke udviste den opmærksomhed og fokus, det kræver at køre bus, og dels fordi han ifølge virksomheden havde skrevet usande oplysninger i skadesrapporten og nægtede at påtage sig skylden for uheldet.

GoCollective havde dermed mistet tilliden til ham, stod der i bortvisningsbrevet dateret 5. oktober.

Urigtige oplysninger i rapport

3F Transport bad en faglig voldgiftsret tage stilling til, om det var i orden at bortvise chaufføren

Han forklarede i retten, at han var rystet, fordi han udfyldte skadesrapporten mindre end en time efter uheldet. Der var ikke nogen til at hjælpe ham med at udfylde den, da det var midt om natten. Det er ellers normalt, at man får hjælp til det.

Derfor kom han til at skrive, at det var en overhalende taxa, der var skyld i, at han kiggede mod venstre, og ikke en modkørende personbil.

Han forklarede desuden, at han ved den tjenstlige samtale på eget initiativ tog sagen op og forklarede, at han havde skrevet forkert. Alligevel blev han altså bortvist, blandt andet med henvisning til de forkerte oplysninger i skadesrapporten.

Virksomheden forklarede omvendt, at man ikke havde en opfattelse af, at chaufføren erkendte at have begået fejl i forbindelse med påkørslen, selvom overvågningsbilleder viste, at han drak af en dåse kort forinden.

Det var derfor den manglende erkendelse af skyld og de urigtige oplysninger i skadesanmeldelsen, der førte til bortvisningen.

Ingen af parterne anfægtede, at selve påkørslen var chaufførens skyld.

Bortvisning var ikke i orden

Opmanden (dommeren) udtalte, at påkørslen, uanset skadernes omfang, og uanset at det havde givet anledning til negativ omtale af virksomheden, ikke kunne begrunde en bortvisning.

LÆS OGSÅ: Flyselskab gik konkurs, men pilot får ikke erstattet sin løn

Opmanden gav GoCollective ret i, at chaufføren havde afgivet urigtige og vildledende oplysninger i skadesrapporten, men fastslog, at der ikke var tale om så groft et tillidsbrud, at han kunne bortvises.

Opmanden var imidlertid enig med virksomheden i, at det faktum, at chaufføren under den tjenstlige samtale fastholdt, at ulykken skyldtes andet end, at han ikke havde øjnene på vejen, mens han drak af en dåse, mest havde karakter af, at han ikke ville erkende en fejl. Det var derfor i orden at opsige chaufføren, men altså ikke at bortvise ham.

Det er en meget voldsom oplevelse at blive bortvist fra en arbejdsplads, man har været på længe, i det her tilfælde 25 år.

Rie Matilde Bjørkman – advokat i fh

Da selve bortvisningen var uberettiget, blev chaufføren tilkendt en erstatning for løn på 130.571,40 kroner.

Advokat Rie Matilde Bjørkman fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har ført sagen på vegne af 3F og chaufføren.

Hun er tilfreds med, at chaufføren fik rettens ord for, at bortvisningen ikke var i orden.

”Det er en meget voldsom oplevelse at blive bortvist fra en arbejdsplads, man har været på længe, i det her tilfælde 25 år. Det er den absolut strengeste ansættelsesretlige sanktion, og det var derfor godt at få fastslået, at selvom man som ansat begår en større fejl, så kan arbejdsgiver ikke bare bortvise,” siger Rie Matilde Bjørkman.

Chaufføren er i tilbage i arbejde på en anden arbejdsplads.