En nylig dom fra Landsretten har afklaret vigtige spørgsmål om vikaransattes rettigheder og arbejdsvilkår i Danmark.

Sagen involverede tre ansatte hos et vikarbureau, som udførte arbejdsopgaver over længere perioder for en virksomhed, som de var udsendt til af vikarbureauet.

Da virksomheden lukkede sine aktiviteter i 2020 og derfor afskedigede flere af dens faste medarbejdere såvel som vikarer, var spørgsmålet, om vikarernes ansættelse kunne betragtes som midlertidig i henhold til vikarloven.

Forlænget 7 gange

To af de ansatte, som arbejdede som IT-supportere, blev forlænget syv gange i løbet af en periode på to år.

Afgørelsen er principiel, fordi den viser, at vikaransættelser kun kan bruges, når det arbejde, der udføres, er midlertidigt arbejde. Arbejdsgivere kan dermed ikke uden videre bruge vikarer, hvis ikke der er en særlig grund til det. Og vikarer kan ikke bare erstatte fastansatte!

Flemming H. Grønsund, næstformand i FH.

De forklarede i retten, at de indgik i den almindelige drift og udførte de samme opgaver som de fastansatte, hvilket gav dem en forventning om fastansættelse.

Virksomheden argumenterede derimod, at forlængelserne skyldtes en planlagt, men ubestemt outsourcing af IT-afdelingen.

Landsretten mente, at der var en objektiv begrundelse for forlængelserne og fastslog, at antallet af forlængelser i sig selv ikke betød, at ansættelsesforholdet brød med vikarloven.

De to vikaransatte kunne derfor ikke gøre krav på løn i opsigelsesperioden eller løn under sygdom i henhold til funktionærloven. Samtidig fandt retten, at de ikke var berettiget til godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Den tredje vikaransatte

En tredje vikaransat, som arbejdede som “supply chain analyst” hos brugervirksomheden, blev forlænget fire gange og arbejdede fra december 2016 til juli 2020.

Her mente Landsretten, at den ansatte ikke ”midlertidigt” udførte arbejdsopgaver hos brugervirksomheden, og at vikarloven dermed ikke kunne bruges som lovgrundlag i sagen.

Det blev derfor betragtet som en omgåelse af funktionærloven og lov om tidsbegrænset ansættelse, da vikaren dermed blev betragtet som almindelig ansat.

Retten afgjorde, at denne tredje vikaransatte var berettiget til løn i opsigelsesperioden og løn under sygdom efter funktionærloven samt en godtgørelse på 25.000 kr. efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Denne dom skaber præcedens for fremtidige sager, lyder det fra næstformand i FH, Flemming H. Grønsund.

”Afgørelsen er principiel, fordi den viser, at vikaransættelser kun kan bruges, når det arbejde, der udføres, er midlertidigt arbejde. Arbejdsgivere kan dermed ikke uden videre bruge vikarer, hvis ikke der er en særlig grund til det. Og vikarer kan ikke bare erstatte fastansatte”, fortæller Flemming H. Grønsund, næstformand i FH.