“Politikerne ville forbedre vores løn- og arbejdsvilkår, og nu sker det stikmodsatte!” Sådan siger social- og sundhedsassistent Therese om regeringens forslag om at afskaffe store bededag.
Therese har arbejdet i ældreplejen siden hun var 17 år, og hun elsker sit arbejde og kontakten med mennesker, der har brug for hendes hjælp.
Men faget er presset og det er svært at rekruttere nye medarbejdere på grund af løn- og arbejdsforhold:
“Jeg har overvejet hvor længe jeg kan holde til det, da jeg jo er en af dem der skal holde til jeg bliver over 70 år.
Det her vil jo betyde at vi får en lønnedgang og endnu dårligere arbejdsforhold.
Vi mister en helligdag og vi mister vores tillæg, som vi får når vi er inde og arbejde på helligdage”, siger Therese og slutter:
“Jeg synes ikke det er i orden at politikerne ikke lytter til de vælgere, der faktisk har sat deres kryds ved dem!”
Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation enige i. Derfor mødes vi på søndag i København foran Christiansborg kl. 14, for at markere, at vi vil bevare store bededag.