Det kommer blandt andet til udtryk i følgende nedladende sætning: ”fagbosser, denne ukurante titel som emmer af cigarrøg, røde seler, håndmadder og bryskhed, som de af uforståelige grunde værner om…”
Må jeg være fri!
Jeg kan forsikre, at alle mine valgte kollegaer i fagbevægelsen hader netop dén titel, som er opfundet af medierne, der aldrig ville drømme om at kalde erhvervsfolk for bosser.
Vi er ikke nogens bosser. Vi er lønmodtagernes repræsentanter, og hvis vi ikke har deres tillid, bliver vi ikke genvalgt. Hvis nogen er bosser hos os, er det vores medlemmer!
Vi er ikke nogens bosser.
Lønmodtagernes repræsentanter
Vi er lønmodtagernes repræsentanter, og hvis vi ikke har deres tillid, bliver vi ikke genvalgt. Hvis nogen er bosser hos os, er det vores medlemmer.
LÆS Noa Redingtons indlæg i Politiken her
Noa Redingtons kommentar halter videre af samme spor – floskler og fordomme om fagbevægelsen – som jeg skal undlade at kommentere yderligere. Jeg tænker, at Politikens læsere selv kan skære igennem foragten.
Men kernen – bag alle tiraderne – en kritik af, at vi har valgt at støtte en folkeafstemning, fortjener en kommentar. For det er jo rigtigt, at det er et usædvanligt skridt, og jeg håber, at det ikke kommer til at ske nogensinde igen.
Det er regeringen der er ekstrem
Men sandheden er jo, at det ikke er os, der har valgt den ekstreme vej. Det er regeringen, der med åbne øjne bryder en tradition, vi har haft i det her land i mere end 100 år. Det er fundamentet for vores samfund; at vi har tillid til hinanden.
Men den tillid er jo møjsommeligt opbygget igennem generationer netop i regi af aftalemodellen. Den tillid har betydet, at vi på arbejdsmarkedet har aftalt os frem – til gavn for lønmodtagerne. Til gavn for arbejdsgiverne.
Til gavn for Danmark. Ingen andre lande i verden – uden for Skandinavien – har, hvad vi har. Ingen har et så forholdsvist lige samfund. Ingen har så meget social stabilitet.
Den model, regeringen gør op med. Ikke ”kun” en bededag.
Og ingen har så stærk og veluddannet en arbejdsstyrke, der skaber vækst og velfærd. Med andre ord: en enestående succes. Det er den model, regeringen gør op med. Ikke ”kun” en bededag.
Derfor underskriftsindsamling.
Derfor folkeafstemning.
Som et sidste nødskrig.
Fordi regeringen ikke vil forhandle. Fordi det er regeringen om nogen, der optræder som ”boss” og griber ind i helt almindelige danskeres løn- og arbejdsvilkår. Og når selve fundamentet for vores velfærd er under angreb, er det så ikke så principielt, at det i allersidste instans bør føre til en folkeafstemning.
Og tilmed – og det ser jo i skrivende stund ud til at være tilfældet – hvis flertallet er så snævert i en så principiel sag.
Håber der ender ved forhandlingsbordet
Der er således heller intet belæg i forarbejderne for det synspunkt, som statskundskaberen Redington sjusser sig frem til; at folkeafstemninger kun bør omhandle suverænitetsafgivelse eller indretning af folkestyret.
Redington er også på afveje, når han mener, at vi burde have gjort lige så meget modstand, når Folketinget sender tre milliarder mere i løn til visse grupper i det offentlige. Men forskellen er jo netop, at her har man lagt op til en forhandling. Helt i tråd med den danske model.
Og det er også her, jeg håber, vi ender denne gang: ved forhandlingsbordet.
Vi er nemlig som altid klar til at tage ansvar. Indtil den invitation kommer, kæmper vi for, at regeringen kommer til fornuft. For lønmodtagerne. Helt uden røde seler og cigarer. Kun med gode argumenter og i et nidkært forsvar for den danske model.
Indlæg bragt i Politiken 28.01.23